Her i 2026 føles dét at have tæt på nul interaktion med chatbots lidt som at være blandt de sidste i zombieapokalypsen, der ikke er blevet bidt. Jeg bruger stort set aldrig kunstig intelligens til noget. Jeg oplever den ikke som en væsentlig hjælp i mit day job som embedsmand – og set her fra skrivepulten tager den sig ud som selve fjenden: en trussel mod skriften, litteraturen og sproget som meningsskabende praksis og kunst.

Som censorbeskikket ved Statskundskab har jeg det seneste års tid læst adskillige universitetsopgaver, som fremstod mere eller mindre AI-genererede. Typisk vækkes mistanken ved, at teksten begynder at blive jammerligt kedelig at læse. Det døde, korrekte sprog tærsker sig møjsommeligt igennem de obligatoriske afsnit.