I den seneste tid har jeg spekuleret på, hvordan jeg ville have haft det, hvis den aktuelle digitale manosfære havde omklamret den skolegård, jeg som barn var en del af. Hvordan ville det have præget vores holdninger til det modsatte køn? Nuvel, vi var da irriterede på dem i forvejen, pigerne, men det var primært, fordi de var dygtigere end os. Ville vi have sat hårdt mod hårdt, gentaget en nådesløs onlineretorik, hvor Pigen var en fjende, der begrænsede vores udfoldelsesmuligheder?

Undersøgelser taler deres tydelige sprog i denne sammenhæng. Vi ville – i dette lille tidsrejseeksperiment – være blevet betydeligt mere radikale, mere antifeministiske. Hver syvende danske skoledreng mener således i dag, at kvinder slet ikke burde være i politik, mens hele 20 procent af alle mænd mellem 18 og 34 år opfatter ligestillingen som værende »gået for vidt«.

Modtag Weekendavisens ugentlige nyhedsbrev

Bliv oplyst, inspireret eller bare provokeret med det bedste fra ugens Weekendavisen.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

I den senere tid har Arbejdermuseet indsamlet citater fra 1.000 7.-9.-klasseselever i forbindelse med udstillingen Kvindeliv. Gennemgående er det, at de unge drenge ytrer modstand mod ligestillingen, men okay, hvad ved de overhovedet om noget som helst? Nok ikke så meget igen, men det er vel ret beset også problemet. Uden en bredere referenceramme fløjter man nemt med på de sociale mediers melodi, gejler hinanden op, og pludselig hører man sig selv ytre, at »kvinder har mindre fødder end mænd, fordi de derved kan stå tættere på komfuret«.

Da jeg var teenager, spillede jeg meget fodbold. Her mødte jeg en træner, der lærte mig, hvad det vil sige at være i samklang med sine omgivelser. Et menneske, som gav os drenge nogle eksistentielle pejlemærker. Han lærte os, hvordan man var der for hinanden, hvis ens holdkammerat hang med hovedet til træning. Manosfærens mantra er som bekendt, at man skal »mande sig op« og dominere sine omgivelser. Jeg tror, min fodboldtræner ville have sagt, at man skal have hinandens ryg.

Da Kasper Andersson selv var dreng, mødte han en fodboldtræner, der lærte ham at være i samklang med sine omgivelser. Men hvilke rollemodeller har unge drenge i dag? Arkivfoto: Niels Christian Vilmann, Scanpix
Da Kasper Andersson selv var dreng, mødte han en fodboldtræner, der lærte ham at være i samklang med sine omgivelser. Men hvilke rollemodeller har unge drenge i dag? Arkivfoto: Niels Christian Vilmann, Scanpix

Hvilke rollemodeller har de unge mænd brug for i dag? Én, hvis religion det er at tage sig af sig selv, mønstre en kontrolleret diæt og disciplineret træningsrutine a la Patrick Bateman i American Psycho? Lyder det bekendt? Det kunne sagtens lyde som en af de fraser, de unge drenge slyngede ud inde på Arbejdermuseet: »En mand skal være stærk, lækker, træne, klog, forsørge sin kone, være smart, forandre samfundet, have et hårdt arbejde.«

Skal han virkelig? Skal han ikke nærmere være omsorgsfuld, nærværende, beskyttende og tage del i de menneskeliv, han elsker? Selvfølgelig er der værdi i at virke ude i verden, bringe høsten hjem til gården og samfundet. Den dag, hvor fedekalven skal slagtes, og den fortabte søn vender hjem, er det dog vigtigt at huske på, at det er fællesskabet, der binder os sammen, og at manosfærens sværmen om egen navle ikke kan erstatte det.

Kasper Andersson er cand.merc. og stifter af podcasten 'Meningsfulde Samtaler'.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.