WASHINGTON – Det er selvfølgelig en åndssvag tanke, men er der ikke noget mistænkeligt ved den røde Toyota, der bliver ved med at kredse om husblokken? Den mørklødede mand med det lodne skæg bag rattet? Måden, han scanner fortovene, som om han leder efter nogen?

Lidt forbigående paranoia må åbenbart forventes, når man står ved en på forhånd aftalt bagindgang til et hotel og venter på John Bolton. Donald Trumps forhenværende sikkerhedsrådgiver har trods alt noget så dramatisk som en pris på sit hoved, hvilket forklarer de omstændelige betingelser for at interviewe ham.