Udemokratisk tilsyn?

Søren Pind, fhv. justitsminister og ekstern lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet

Weekendavisen skriver om den hævdede øgede politisering af embedsværket og citerer i denne sammenhæng – atter – strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen for noget, man må tro er en politologisk betragtning. Departementscheferne skulle førhen have sikret en armslængde mellem efterretningstjenesterne og ministrene, hævder han.

Det lyder mærkeligt. Efter loven føres tilsynet med FE og PET for begge tjenesters vedkommende af ministeren. Ikke ministeriet. Og ikke departementschefen. Og ifølge grundloven er ministeren demokratiets repræsentant og departementschefens chef.

Jeg er derfor lidt nysgerrig på, hvor i forfatningsretten eller love om efterretningstjenesterne, straffelovsprofessoren skulle kunne finde hjemmel til sin påstand. Eller skal jeg forstå ham sådan, at der førhen fandt udenomsdemokratisk virksomhed sted i de danske ministerier?

DRs moralske kompas

Mogens Havnsøe Petersen, pensioneret journalist

En ung mand – Harald Toksværd – som ved flere lejligheder har vist sig villig til at »danse« på afdødes grave i form af nedsættende afskedsreplikker til netop afdøde, har fået ophævet sit ansættelsesforhold i DR, hvor vedkommende af uransagelige grunde havde forvildet sig ind på et talenthold. Weekendavisens kulturmedarbejder Christoffer Zieler finder det groft uretfærdigt. Det er ikke forbudt for Harald Toksværd at danse eller Christoffer Zieler at danse med. Men fordi de to gør det, behøver DR ikke at smide sit moralske kompas over bord.

Debattøren Harald Toksværd, har fået ophævet sit ansættelsesforhold i DR, hvor han var ansat på talentholdet. Foto: Liselotte Sabroe.
Debattøren Harald Toksværd, har fået ophævet sit ansættelsesforhold i DR, hvor han var ansat på talentholdet. Foto: Liselotte Sabroe.

Afsked med fastkursen

Alexander Gilså Hansen, ph.d.-studerende i økonomi ved Stanford University

Niels Ginnerskov Christensen skrev i WA#40, at den danske fastkurspolitik har været afgørende for statens sunde finanser. Han mener, at dette hverken ville have været muligt med euroen eller med en flydende valutakurs som i Sverige. Men hvorfor egentlig det?

Læserbrevet er desværre tyndt på argumenter – udover lidt viften med hånden i retning af det sydeuropæiske gældsbjerg, så man må jo gætte sig frem. For mig at se er der to hypotetiske tilfælde, hvor en dansk krone fastlåst til euroen vil adskille sig fra bare at adoptere euroen tout court.

Det ene er, at Nationalbankens løfte om at holde kursen ses som utroværdigt af markedet, spekulanter angriber kronen, Nationalbanken magter ikke at forsvare den, og Danmark braser ud af ERM2-samarbejdet, som Storbritannien gjorde det i 1992 eller Schweiz i 2015.

Det andet er, at det bimler og bamler i Sydeuropa – og at det nødvendiggør endnu en redningspakke for at redde euroen. I sådan en situation kan det pludselig få stor politisk betydning, om vi er med i eurosamarbejdet eller ej, når regningen skal betales.

Det første er usandsynligt. Nationalbanken har store valutareserver til at forsvare kronekursen, og ECB lover højt og helligt at støtte os, hvis det er nødvendigt. Men det er ikke utænkeligt. 

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det er en indlysende sandhed blandt økonomer, at kun markedet kan bestemme, hvad den »rigtige« valutakurs er: Selv Kinas centralbank følger typisk markedets signaler trods stram kapitalkontrol og verdens største valutareserver. Og kronen er prissat lavt; danske statsobligationer anses som bundsolide og er derfor attraktive på de ellers urolige finansmarkeder.

Det andet, en sydeuropæisk gældskrise, er næppe så stor en risiko, som det har været. Og selv hvis det går galt, er regningen nok ikke så stor endda; det var den ikke sidst, og gælden er alt andet lige blevet mindre siden da.

Skal man opsummere, så er det svært at se, hvad fordelen egentlig er ved fastkurspolitikken. Vi har en risiko for et spekulantangreb og potentiel kollaps. Den risiko ville blive fjernet ved at adoptere euroen, men til gengæld kan vi så risikere at skulle hæfte solidarisk for naboerne i Sydeuropa.

I begge tilfælde er vi ude af stand til at føre den monetære politik, der passer bedst til landets tilstand. Så hvis der skal tænkes nye tanker i økonomisk politik, ville det måske være mere nærliggende at lade kronen flyde frit? Det er da en tanke værd.