Læserbreve

Karakterer

Claus Jessen, pensioneret matematiklærer

Matematik er et vanskeligt fag for mange elever, og arbejdet som matematiklærer er heller ikke nemt. Min erfaring og meget pædagogisk forskning viser, at det væsentligste element for et godt resultat af undervisningen er en god relation mellem lærer og elever. En lærer refererer i artiklen »Bestået på rektors bestilling« (12. september 2025) oplevelser med klasser, hvor alle elever fik dumpekarakter. Her må enhver fagligt og didaktisk funderet lærer indse, at der er noget fundamentalt forkert i lærer-elev-relationen. Det fremgår ikke af artiklen, om den pågældende lærer har overvejet dette forhold. Derimod anklager han rektor og ledelse for at ville sætte ham på plads og tvinge ham til at give højere karakterer.

I min optik ser det nu mere ud, som om skolens ansvarlige pædagogiske ledelse har indset problemet og ville rette op på en helt uhensigtsmæssig praksis i lærerens undervisning. At artiklen samtidig indikerer, at problemet hænger sammen med, at gymnasiet har en høj andel af elever med ikkevestlig baggrund, er problematisk. Der er ingen dokumentation i artiklen for denne sammenhæng, og det virker som et ideologisk indlæg med indvandrerfjendtlig holdning.

Resultatløn kan diskuteres. Inden for det private erhvervsliv er det ganske almindeligt og velkendt. Artiklen problematiserer resultatløn i skoleverdenen og anklager rektorer og pædagogiske ledere for at tænke på egen vinding i stedet for at drive skolen bedst. Resultatløn skal ses som det modsatte, nemlig som et værktøj til, at skolernes pædagogiske ledelse kan gøre op med den privatpraktiserende lærer og fremme et miljø på lærerværelset, hvor man sammen diskuterer og udvikler sin pædagogiske praksis. Alt i alt indeholder artiklen en lang række udokumenterede problematiske påstande og lever derfor ikke op til avisens sædvanlige standard. Det rokker ved avisens troværdighed.

Qatar

Alfred Lynge Mikkelsen, statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet

Det er en sandhed, at hvis man vil undgå eller begrænse væbnet konflikt, må man forhandle. Det forudsætter naturligvis, at nogen vil huse konfliktens parter, uanset hvor frygtelige de er. Når Klaus Wivel torsdag den 11. september skriver i en leder, at Israels bombning af et våbenhvilemøde i Doha afslører Qatars dobbeltspil, må man spørge sig selv: Hvordan forestiller Wivel og Weekendavisen sig egentlig, at konflikten skulle ende?

Det er påfaldende, at Wivel fokuserer kritikken på det land, der blev angrebet, når der er tale om, hvad der bredt er blevet kaldt en åbenlys krænkelse af territorial suverænitet. Det er den samme internationale lov, som afholder USA fra at annektere Grønland. Angrebet bryder desuden med international praksis om beskyttelse af diplomatiske processer, eftersom Hamas var samlet for at diskutere et våbenhvileforslag støttet af USA. Man kan ikke være selektiv med folkeretten. Derfor klinger det også hult, når Wivel mener, at Qatar burde have udleveret Hamas-delegationen til en international domstol.

Wivel noterer selv, at angrebet muligvis vil blive gengældt mod gidslerne, og at Israel distancerer sig fra golfstaterne. Det kunne Wivel lige så godt have valgt at fokusere på. Selv hvis angrebet var en succes, vil resultatet være en Hamas-bevægelse uden ledelse – med fatale konsekvenser for gidslerne og en fuldstændig blokering af fredsforhandlingerne.

Qatar er på ingen måder fritaget for kritik, men at Wivel skøjter hen over bombningen af en fredsforhandling i et suverænt land, er udtryk for en skævvredet holdning, som er farlig for gidslerne og ødelæggende for fredsmulighederne, og som tilsidesætter den internationale retsorden – som også er altafgørende for Danmark.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk