Læserbreve

Vikingetogt

Tom Nielsen og Anne Dorthe Vestergaard, arkitekter

I en nylig kommentar på weekendavisen.dk (11. august) diskuterer avisens kommentator Anne Sophia Hermansen Aarhus Kommune og Moesgaards Museums forundersøgelse af muligheden for at placere en bygning, der vil adskille Store Torv, Bispetorv og Skt. Clemens Torv samt give mulighed for at formidle byens grundlæggelseshistorie som vikingeby. Aarhus var en af de vigtigste byer i den periode. Det er en historie, ikke mange aarhusianere kender. Desværre er kommentaren baseret på en mangelfuld læsning af det offentliggjorte materiale. Lad os derfor få berigtiget et par af de misforståelser, der bliver bragt:

Det fremføres, at der ikke er plads til museet. Vi har bidraget til den arkitektoniske og byhistoriske analyse af lige netop det aspekt. Analysen er tilgængelig på Moesgaard Museums hjemmeside. Her kan man se, at det er svært at komme til den konklusion, at der ikke skulle være plads. Der er i dag et areal svarende til tre mindre fodboldbaner omkring kirken. Det opleves som et vindudsat og oplevelsesfattigt tomrum. De sammenflydende rum er resultatet af nedrivningen af Clemenskarréen omkring 1916. Oprindeligt for at give plads til ny bebyggelse, men da den blev opgivet, endte Aarhus med et tomrum, der i årtier blev brugt som parkeringsplads.

Hermansens kommentar gør en del ud af ikke at kunne lide arkitekturen. Men, som det fremgår, er illustrationen, der er vist i pressematerialet, ikke et stykke foreslået arkitektur. Det er en illustration af et bygningsvolumen med et fodaftryk som den historiske karré, som sidst adskilte de tre byrum og iscenesatte domkirke og teater. Der søges nu, som det også fremgår af pressematerialet, om at få bevilget midler til at lave fundraising og en arkitektkonkurrence. Det skal derfor ikke, som det hævdes i kommentaren, anlægges for »penge, der brænder i lommen« på kommunen.

At kommentarens udgangspunkt ikke er den offentliggjorte beskrivelse, bliver pinligt tydeligt, da skribenten lancerer den idé »at placere bygningen under jorden«. Enhver, der har brugt to minutter på at læse materialet, vil vide, at det faktisk er planen. Så held og lykke til Aarhus med at rejse penge til at formidle byens ophav og dens centrale placering i et globalt netværk – og samtidig løse et byrumsmæssigt problem og skabe mulighederne for nye, rige byrumsoplevelser, der fremhæver den fantastiske domkirke. Og held og lykke til Weekendavisen med at kvalitetssikre og faktatjekke de artikler og kommentarer, I bringer.

Dyrebare data

Cille Ringberg Høegh, jurastuderende ved Aarhus Universitet

Er data den nye olie? I hvert fald kan den forekomme lige så forurenende og giftig som fossile brændstoffer. Og kan vi acceptere, at vores dyrebare data – de oplysninger, vi i høj grad ser som private og vores egne – overhændes til de store techvirksomheder og videre til foder til det altid sultne AI-dyr? Ser vi ind i en nær fremtid, hvor alt vores data, informationer og personlige oplysninger gøres til en valuta?

Jeg ønsker ikke, at mine oplysninger, data og tanker gøres til »kolde kontanter«. Som jurastuderende – og vaskeægte, ikkekunstigt tænkende menneske, er tanken om at basere retsstaten, demokratiet og erhvervslivet på noget kunstigt, der hverken kender til empati, medmenneskelighed, respekt eller tillid, mildest talt ret skræmmende.

Endnu mere skræmmende er det, at teknologien heller ikke kender til sandhed og derfor kan spytte (overbevisende og velformulerede) usandheder ud, der let kan overbevise og misinformere. Så skal vi ikke standse op og forsøge at bremse en udvikling, vi endnu ikke kender det fulde omfang af og de faktiske risici ved? Bør vi ikke netop nu stå sammen i tillid og medmenneskelighed, som de faktisk tænkende, medfølende, intelligente væsner, vi er så privilegerede at være?

Dermed ikke sagt, at man kan benægte eller lukke øjnene for den teknologiske udvikling og de åbenbare muligheder og værktøjer, der kan hentes i teknologien. Men al den effektivisering og alle de besparelser, teknologien giver mulighed for, er ikke nødvendigvis meningsfulde at implementere overalt. Lad os lige for et øjeblik overveje, hvilke udfordringer denne udvikling også bærer med sig, og hvilke etiske problematikker som altid er en del af teknologiens muligheder og løsninger. For teknologien kender (endnu) ikke til sandhed, etik eller empati. Men ved I hvad: Det gør vi.

Meningsløs krig

Morten Andersen, psykolog

Mens Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, rejser hele den vestlige verden rundt som en superstar og bliver modtaget af krigsbegejstrede vestlige overhoveder, dør hans landsmænd som fluer i en meningsløs og udsigtsløs amerikansk proxykrig. Manden har for længst overskredet sit folkelige mandat og regerer nu på baggrund af en undtagelsestilstand forårsaget af krig. En kritisk tilgang til denne krig findes ikke i det danske folketing, ligesom i mediebilledet. Alle de toneangivende medier og eksperter er grebet af krigseufori, som var det en fodboldlandskamp: Vladimir Putin er en trussel mod Europas sikkerhed, en tyran, en utilregnelig psykopat.

I forsøget på at opretholde den folkelige opbakning til denne meningsløse krig, der nu har kostet skatteborgerne over 41 milliarder kroner, dæmoniseres Putin. Og hvem betaler prisen? Igen: de fattigste. De oplever et uddannelsessystem og sundhedssystem, der efterhånden synker helt i knæ og begynder at ligne niveauet i lande, vi ellers ikke plejer at sammenligne os med. Herudover betaler familierne i Ukraine med deres sønner og fædre. Hvor langt den største del af disse formodes at komme fra de laveste socialklasser i landet. Tidsånden i den vestlige verden råber på krig; krig som en universal løsning på menneskelige tragedier.

Forsvarets golde jord

Stefan Uhl Detlefsen, cand.jur. og premierløjtnant ved Danske Artilleriregiment

Et kendt ordsprog lyder, at det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden. Det næstbedste tidspunkt er nu. Hvis Forsvaret var en skov, ville der ikke være mange træer tilbage. Netop fordi man begyndte at fælde dem alle sammen for lang tid siden, og derfor – selvforskyldt – nu er nødt til at plante nyt.

På trods af politiske pralerier, der lover Forsvaret guld og grønne skove, er der ikke sket meget (læs: noget) endnu. Man er ved at lade det sidste af Forsvaret brænde ned, ved at fortsætte årtiers besparelser. Man ønsker åbenbart at starte Forsvarets genopbygning fra gold jord. Om det er, fordi Finansministeriet har svært ved at måle kvaliteten af konstabler i deres Excel-ark; eller fordi politikerne ikke længere stoler på, at Forsvaret kan forvalte både rigets sikkerhed og pengene hertil; eller fordi det øverste niveau af officerer ikke finder det karrierefremmende at slå i bordet, så er status, at man to et halvt år efter Ruslands invasion af Ukraine stadig er ved at afvikle Forsvaret.

Som påpeget af officer og kommentator Alexander With er det torskedumt at smadre det sidste af Forsvaret, inden man skal til at bygge op igen. Man bliver nødt til at frigive et par milliarder til forsvarschefen og stole på, at han og hans værnschefer bedst selv kan disponere over dem, blandt andet for på den måde at stoppe medarbejderflugten. At man fra topniveauet og Forsvarets Personalestyrelse har været så længe om at igangsætte fastholdelsesinitiativer og lancere Forsvarets nye hr-politik, der er fyldt med floskler, og hverken nævner løn eller økonomi, mens man søsætter diversitetsinitiativer, svarer til at stå og vælge nøje, hvilke sorter man skal plante i sin kommende skov, mens den allerede eksisterende skov brænder ned om ørerne på en.

Forsvaret er ved at miste evnen til at regenerere sig selv. De instruktører, der uddannes nu, når at stoppe, inden de har uddannet næste generation af instruktører. Den sidste nye delaftale indeholder mange gode initiativer særligt dem i militære kapaciteter, herunder materiel. Men stopper man ikke medarbejderflugten fra Forsvaret, ender man uden personel til materiellet.

Alt, hvad der er galt med Forsvaret, eksemplificeres af aflysningen af den store øvelse Allied Spirit, der lå i starten af næste år. Så store øvelser er lang tid undervejs og betyder meget for fastholdelsen og uddannelsesniveauet af Forsvarets soldater både før, under og efter. At dette ikke engang kan prioriteres i Forsvarets (nu udvidede?) budgetter, understreger krisen i det danske forsvar, oppefra og ned. Jeg har vist glemt, hvad det var, vores blå og røde regering generelt ville opnå, men forsvarspolitisk har den i hvert fald ikke opnået noget som helst.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk