Kommentar. Aarhus barsler med et nyt vikingetidsmuseum til en halv milliard kroner. Der er i forvejen 12 vikingeattraktioner i Danmark. Det må være nok.
Så spændende var vikingerne heller ikke
Aarhus er Danish for progress, og her tænker man stort. Så stort, at kommunen nu overvejer at opføre et kæmpestort vikingetidsmuseum centralt i byen. Jeg tillader mig at spørge: Hvorfor?
Hvorfor skal der opføres endnu et vikingemuseum, når vi i forvejen har 12 vikingeattraktioner i Danmark, og hvem har fået den vanvittige idé at lægge det et sted, hvor der ret beset ikke er plads til et museum? I øvrigt få meter fra det allerede eksisterende Vikingemuseet, en lille underjordisk udstilling in situ under en Nordea-filial.
Selvom jeg ikke har boet i Aarhus i snart 25 år, følger jeg som indfødt aarhusianer med i byens udvikling, og da jeg forleden stødte på en artikel om det måske kommende vikingetidsmuseum, tænkte jeg »åh nej«. Ikke mindst, da jeg så visualiseringen af museet, der bedst kan bedst beskrives som en krigsbunker med elefantiasis, mast inde mellem Aarhus Domkirke og Aarhus Teater.
Totalt uharmonisk og fremstillet i en form for dis, hvilket er typisk for tegninger, der vil manipulere beskueren. Det er i en sådan drømmedis, de fleste byggerier, som siden viser sig at være katastrofale (se evt. de første tegninger til Kaktustårnene, Østerport II, BLOX og BIG HQ), oftest præsenteres. Reglen synes at være, at jo mere diset og elysisk, jo mere løgn.

Vikingetidsmuseet i Aarhus fremstår meget diset.
Planen er ikke desto mindre, at dette skal opføres på Bispetorvet mellem Aarhus Domkirke og Aarhus Teater, og museet forventes at komme til at koste en halv milliard kroner, hvilket i realiteten nok vil sige en del mere.
For udenforstående kan jeg fortælle, at Bispetorvet er en plads, som i mange år var parkeringsplads og i dag er en meget mærkelig plads, som ingen rigtig ved hvad skal bruges til. I 2008 fik en kulturrådmand den idé at udskrive en konkurrence, som Exners tegnestue vandt med et forslag om, at en del af pladsen skulle overdækkes, hvorefter et 25 meter højt tårn skulle rejses i det ene hjørne. Det blev ikke til noget, heldigvis, fristes man til at sige – og dog, for nu har aarhusianerne fået en endnu dårligere idé: at opføre et vikingemuseum.
En vikingeattraktion mere, for vi har som sagt 12 i forvejen. Alene i Aarhus løfter både Den Gamle By og Moesgaard allerede opgaven med at formidle vikingernes historie, også den lokale.
Pointen med at placere skrumlet på Bispetorvet er imidlertid at placere det i den historiske bykerne, oven på vikingernes Aros, så man rigtig kan mærke historiens vingesus. Teamet bag museumsplanerne forestiller sig, at et vikingetidsmuseum vil kunne tiltrække i omegnen af 390.000 turister. Held og lykke med det.
Hvis man skulle være venlig og tænke med planerne, kunne man i stedet for at forulempe den lille plads gøre som keramikmuseet CLAY Middelfart eller Borgcenteret i Vordingborg og placere en mindre del over jorden og størstedelen under jorden. Alternativt kunne man placere det nye vikingemuseum ude på Aarhus Ø og dermed højne kulturen i den nye Minecraft-bydel. Her vil bunkeren ubesværet glide ind blandt de øvrige klodser.
Men spørgsmålet er i grunden, om ikke der er gået for meget vikingeekstase i den her til lands? Bevares, jeg forstår deres historiske betydning, har læst Jeanette Varbergs fremragende Viking – ran, ild og sværd og de seneste år set mindst fire vikingeudstillinger på Nationalmuseet og et par stykker på Moesgaard, ligesom jeg har besøgt Vikingeskibsmuseet og Jelling-monumenterne. Men er vikingerne virkelig spændende nok til at bære så mange attraktionssteder?
En tv-serie som Vikings bilder os ind, at de var flotte krigere med actionfyldte liv og seje tatoveringer og skibe med drageudskæringer, men de fleste udstillinger viser os et folk, der mest af alt handlede med bukseknapper og glasperler. Som levede i hytter og forsøgte at få tiden til at gå mellem togterne.
Mon ikke vi efterhånden har steder nok, hvor folk kan få stillet deres appetit på vikinger? I Aarhus har turisterne foreløbig ikke haft svært ved at finde vej til hverken Moesgaard eller Den Gamle By. Lad dem fortsætte med det. Hvis endelig Aarhus Kommune har en halv milliard, der brænder i lommen, kan det øvrige kulturliv helt sikkert komme med ideer til, hvordan pengene kan bruges bedre.
Kultur er en velfærdsopgave, ikke en vikingeopgave, og Bispetorvet lever fint videre som Aarhus' mærkeligste plads.
Del: