Jeg er desværre ikke den sidste turist i Europa

Sidste år besøgte jeg Rom, Prag og Amsterdam og havde den samme nedslående oplevelse hvert sted. For mange mennesker. Alt for mange mennesker. Og jeg var et af dem.

Sammen med tusindvis og nok også titusindvis af turister gik jeg i gåsegang på Amsterdams smalle gader fyldt med hashcafeer og shawarmabarer i påsken, og da jeg nogle måneder senere stod på Karlsbroen i Prag var det med følelsen af at være cigaret nr. 21 i en pakke med 20 styk.

Og sidst på året fik jeg noget, der mindede om et angstanfald på Vatikanmuseet, hvor kun de dumme havde købt billet på forhånd; resten kunne vade direkte ind, for det var blevet en regulær pengemaskine, og jeg gik presset ind mod de flere hundrede år gamle gobeliner og stod så ellers i kø til Det Sixtinske Kapel, der var fyldt til randen.

Og sådan var det ikke kun på museet, men også på pladserne og på alle gaderne.

Det billede, der aftegnede sig alle steder, var det samme: overturisme.

Ifølge FNs turismeorganisation var der på verdensplan 50 millioner internationale såkaldte »ankomster« i 1950, og selvom det lyder af meget, er det peanuts i forhold til forventningerne for 2030. Her regner man med at nå op på 1,8 milliarder. De fleste af dem i Europa.

Vi oplever også lidt af masseturismen i København, hvor krydstogtskibe som kæmpestore klodsede metalbadeænder lægger til kaj ved Langelinie og så ellers åbner sluserne for turister, der uden at have de fornødne færdigheder kaster sig op på cykler eller værre: segways og kører rundt i gaderne, mens de tager selfies og ikke forstår et lyskryds’ ellers simple koder. I flok tramper de rundt på de samme afgrænsede kvadratmetre, og den kulturelle udveksling får hurtigt karakter af en invasion.

Men vi vil selvfølgelig gerne have deres penge, og de skaber jo også arbejdspladser og tiltrækker investeringer, og så må vi leve med de overfyldte gader og restauranter og glæde os over, at København ikke er ligesom Rom, Prag eller Amsterdam.

Endnu.

For ligesom masseturismen nærmest har fået Venedig til at synke, og i Barcelona gjort det umuligt for normale mennesker at eje en bolig, fordi AirBnB har sendt boligpriserne på himmelflugt, kan vi også forvente at se flere turister i Danmark de kommende år.

Det synes imidlertid ikke for alvor at bekymre politikerne eller erhvervsorganisationerne. Tværtimod ser man frem til »at skovle endnu flere milliarder ind«.

De var sikkert også glade i Barcelona, da verden efter OL i 1992 fik øjnene op for, hvor dejlig byen er, men se den nu. Den er jo blevet en joke og hjemsøgt af græshoppesværme af turister, som skaber trafik og trængsel, trækker et spor af støj og skrald efter sig, og som har været med til at presse huspriserne op gennem loftet og øge gentrificeringen.

Flere steder i udlandet er man for længst blevet træt af politikere, der rabler løs om vækst og ikke kerer sig nok om lokalbefolkningen, og derfor ser vi stadig mere intensive protester mod turismen. »Dette cirkus plejede at være mit hjem« stod der på en midaldrende kvindes papskilt, da der 29. juni var demonstrationer i Malaga, og vi har også set den samme type demonstrationer på Mallorca, De Kanariske Øer og i Barcelona, der efterhånden mere er blevet en turistkulisse end en by.

Med udsigt til, at den globale middelklasse vokser og har de samme rejsedrømme som de fleste andre, kan vi godt begynde at forberede os på, at flere vil vende næsen mod Danmark og særligt København, der desuden udmærker sig ved ikke at byde på 35 grader i skyggen.

Heldigvis har vi en mere striks lovgivning, for eksempel i forhold til boligudlejning, men vi skal ikke være naive. I lighed med flere af de byer, der er allermest præget af overturisme, kan vi allerede nu begynde at indføre turistskat, som vi – et af verdens mest skatteglade lande – utroligt nok endnu ikke opkræver.

Vi kan – som i for eksempel Rom – lade prisen på overnatningsstedet afgøre størrelsen på skatten, jo dyrere værelse, desto højere skat, og pengene kan vi så øremærke til renovation og vedligeholdelse af pladser, gader og parker.

For sagen er, at når først overturismen har smadret byer som Barcelona og Amsterdam totalt, vil den se sig om efter nye eventyr.

Derfor skal der allerede nu tages stilling til, hvordan København undgår at lide samme skæbne.