Det globale Instagram-ansigt

Da jeg forleden sad og så på billeder fra en celeber dansk begivenhed, gik det op for mig, at jeg ikke kunne skelne de fleste af kvinderne fra hinanden. Deres glatte ansigter var nemlig skulptureret efter samme plastikkirurgiske formel med svulmende læber, skrå øjne, høje kindben og tilspidset hage. De havde fået Instagram-ansigtet, som skribenten Jia Tolentino fra The New Yorker kalder det.

Må de da ikke det? Selvfølgelig. Alle har ret til et fedt ansigtsløft.

Men der er noget paradoksalt over, at vi på den ene side lever i en individualiseret tidsalder, og på den anden side har udviklet en æstetisk kultur, hvor folk stræber efter at ligne kloner af den samme Instagram-cyborg, som også politisk kommentator Lena Lindgren noterer sig i EKKO.

Tænk bare på superstjerner som Kim Kardashian, Kendall Jenner og Bella Hadid. Et utrænet øje vil have svært ved at skelne den ene fra den anden.

Men tænk også på Jocelyn Wildenstein, kendt som Catwoman, som viser, hvad der kan vente for enden af operationsbordet og nok også dødsangsten.

Jeg er med på, at det er en delikat sag, overfladisk og særdeles politisk ukorrekt at kommentere andres udseende, men jeg undrer mig alligevel over, at det er blevet et ideal for mange kvinder at være så ens? Jeg tvivler faktisk også på, at det er uproblematisk for selvforståelsen.

Tolentino gør sig en anden interessant iagttagelse, og den er, at ansigterne kombinerer en slags greatest hits af forskellige folkeslags karaktertræk, og hun sammenfatter dem sådan her: »En overdreven brun hudtone, en sydasiatisk påvirkning over øjenbrynene, et afroamerikansk præg over læberne, et hvidt touch over næsen og en kindstruktur, som hovedsageligt er inspireret af den amerikanske urbefolkning og Mellemøsten.«

Men andre ord bliver ansigterne til et globalt kunstprodukt, en kombination af plastikkirurgi og sociale medier, og selvom det måske kan virke som en mangfoldighedssejr, som også Lindgren påpeger, så er det først og fremmest en kommerciel succes med en indlejret risiko for personlighedsforstyrrelse.

For Instagram-ansigtet kommer ikke ud af det blå, men er skabt af teknologien og af filtre som »Fix Me« og »Plastic«. Her kan man køre sit fjæs igennem og snart komme til at ligne alle andre med kæmpestore øjne, høje kindben, forsvindende lille næse, kridhvide tænder og læber som en vandpumpet juleskinke.

Og det gør mange unge i dag. Så mange, at plastikkirurger beretter om, at de kommer med et photoshoppet foto af sig selv og beder om at få korrigeret deres træk, så de ligner den virtuelle version af sig selv.

Som plastikkirurg Marie Louise von Sperling siger til Heartbeats:

»De unge photoshopper billederne på de sociale medier, og der er opstået en ny type kropsforstyrrelse, der kaldes Snapchat-dysmorfi, der i er familie med Body Dysmorphic Syndrom (BDS). BDS betegner en psykisk lidelse, hvor man har en meget forvrænget opfattelse af sin egen krop. Problemet fylder meget, og patienten er overfokuseret og tillægger kropsopfattelsen alt for meget energi, og ikke bare hvad de fleste mennesker oplever nu og da 'som en dårlig dag'. Snapchat-dysmorfi er udtryk for en dysmorfi, hvor folk gerne vil ligne de udtryk, de skaber med filtre på billederne.«

Med andre ord stræber mange unge efter at ligne deres egne redigerede selfier, som til forveksling får dem til at ligne danske kendiskvinder eller globale superstjerner som Kardashian og Hadid, der alle er skulptureret efter mere eller mindre det samme intetsigende globale Instagram-ansigt.

Og ja, vi kan da godt kalde det frihedskamp og hylde, at de bare realiserer de mange muligheder for at få netop det ansigt, de drømmer om. Vi kan også glæde os over, at det ikke længere er et tabu at få foretaget skønhedskirurgi.

Men er det et fremskridt? Jeg er ikke sikker. Tværtimod oplever jeg, at vi har at gøre med en eksistentiel forskydning, og at der er noget sygt over den måde, vi er i gang med at forveksle billeder af os selv med os selv og stræbe efter at ligne noget, ingen er.

Vi er også nødt til at spørge os selv og hinanden, hvorfor vi tager i omegnen af 92 millioner selfier om dagen, og hvad det egentlig er, vi leder efter. Måske hvem vi selv er. 

Da jeg den anden dag et sted lidt nord for København ville bøje mig ned for at klappe en hund, kiggede jeg forinden op på dens ejer for at spørge om lov og så ind i et ansigt, jeg havde set før, selvom jeg aldrig havde set det før.

For hun lignede alle de kvinder, jeg havde set i fotoreportagen tidligere på ugen, og samtlige influencere på Instagram. Sådan var jeg ikke alene om at have det, for da et par børn stødte til, så en af dem på hende og udbrød: »Kender jeg ikke dig? Du ligner min mor.«

»Og min,« sagde den anden.

Vores samtid kaster et nostalgisk skær over myten om Narcissus. For han var i det mindste tilfreds med det spejlbillede, han så i søen.