Islamproduktion

I sidste uge skrev professor i islamisk teologi Thomas Hoffmann et større debatindlæg i nærværende avis om et angiveligt »karaktermord«, der blev forsøgt begået mod ham af andre inden for islamforskningen. Hans hovedanke var et såkaldt fact sheet, der var særdeles kritisk om hans virke som forsker. Det var udgivet af en forskergruppe, der hedder The Bridge Initiative, der er tilknyttet Georgetown University og arbejder med islamofobi. Dette fact sheet var blevet oversat til dansk på en hjemmeside med titlen ikke-muslimsk-islam.dk.

Begrebet »ikkemuslimsk islam« er et, vi har udviklet, og som altså nu er blevet hevet ind i denne debat om karaktermord og kritik af Hoffmanns forskning. Vi vil derfor gerne rette nogle misforståelser.

Professor Thomas Hoffmann hævdede i sit indlæg, at vores begreb ikkemuslimsk islam risikerer at »underminere tilliden til (ikkemuslimske) forskeres evne til at producere og formidle viden, der er realistisk og – til tider – kritisk gengivelse af virkeligheden«. Hoffmann tilføjer, at »i stedet forvandles forskningen til et spørgsmål om identitet og perspektiv«, hvilket ifølge Hoffmann vanskeliggør kritisk forskning.

Denne udlægning udgør en almindelig misforståelse af, hvordan vi definerer begrebet ikkemuslimsk islam. Vi bemærker i øvrigt, at The Bridge Initiative, som Hoffmann henviser til, kun nævner vores begreb en passant. Det optræder til gengæld på den danske hjemmeside www.ikke-muslimsk-islam.dk, som vi intet har med at gøre.

Lad os prøve at forklare begrebet: Det måske mest velkendte eksempel på ikkemuslimsk islam i Danmark er Det konservative Folkepartis kampagne »Stop Nazi-islamisme« i 2015. Nazi-islamisme er tydeligvis ikke en muslimsk islamfortolkning, for der er ingen muslimer, som bekender sig til nazi-islamisme.

Ikkemuslimsk islam er orienteret mod andre formål end troen på Allah, og når Det Konservative Folkeparti og mange andre investerer signifikante ressourcer i produktionen og udbredelsen af ikkemuslimske islamfortolkninger, så indikerer det, at ikkemuslimsk islam spiller en vigtig rolle i samfundet. Derfor skal vi forske i det, for ellers overser vi noget vigtigt.

Ikkemuslimsk islam produceres i øvrigt på tværs af det politiske spektrum. Eksempelvis erklærede Barack Obama i sin Kairo-tale i 2009, at al-Qaeda og Taleban var kættere med henvisning til Koranen. Dermed proklamerede Obama som ikkemuslim, hvad der udgør sand og forkert islam – formentlig med henblik på at fremme amerikanske udenrigspolitiske interesser.

Vi har fremsat en hypotese om, at ikkemuslimsk islam udgør den dominerende islamfortolkning i euro-amerikanske samfund. Dette er imidlertid overset i islamforskningen, hvilket var baggrunden for vores forskningsartikel, som har titlen »Argumentet for at studere ikkemuslimsk islam«.

Vi vil i øvrigt bemærke, at ikkemuslimsk islam ikke kun er et fænomen i dansk og international politik. Til næste år udkommer vores antologi Produktionen og konsumeringen af ikkemuslimsk islam, hvori vi sammen med 11 kollegaer blandt andet undersøger ikkemuslimsk islam i musik, kunst, arkitektur, byzantinsk kristendom, fagforeningspolitik, forskning, menneskerettighedsdomstolen og så videre.

Ikkemuslimsk islam udgør et værn imod dårlig forskning ved at tydeliggøre, at nogle af de udgivelser, som kommer fra universiteter, slet ikke udgør forskning. Det er i denne kontekst, at vi nævner en af Hoffmanns udgivelser som et eksempel. Dette er dog en debat, der kræver lidt kontekst.

I 2012 udgav professor Aaron Hughes bogen Theorizing Islam: Disciplinary Deconstruction and Reconstruction. Heri argumenterer Hughes for, at nogle muslimske forskere udleder islam direkte af Koranen, og dermed agerer de som islamiske autoriteter snarere end som islamforskere. Det vil sige, at de præsenterer deres eget religiøse ståsted, der typisk er apologetisk, som videnskabeligt.

Hughes tydeliggør dermed, at forskere undersøger islamfortolkninger – de producerer ikke selv islamfortolkninger på baggrund af egne læsninger af kildetekster. Forskeren må således altid spørge, hvordan mennesker har fortolket Koranen, for som det populært hedder i metodekurser: Koranen kan ikke tale.

Vi er enige i ovenstående kritik, men vi påpeger samtidig, at Hughes har overset, at nogle ikkemuslimske forskere producerer viden på samme måde. De læser Koranen og præsenterer deres forskning som sand fortolkning af islam, mens de fortæller muslimer, at de har misforstået Koranen, og at deres islam er fejlfortolket. Videnskabeligt set eksisterer der imidlertid ikke en sand læsning af Koranen, for enhver læsning udgør en fortolkning. Dette er basal hermeneutik, hvilket er selvindlysende for humanistisk videnskab.

Konkret bruger vi i vores forskningsartikel et eksempel, hvori Hoffmann siger, at Tarek Ziad Husseins islamfortolkning »tenderer misinformation«, og at den »hviler på Husseins meget lemfældige referencer til Koranen«. Hoffmann irettesætter herefter Hussein og forklarer med udgangspunkt i et andet koranvers, at Koranen faktisk påbyder muslimer at udøve voldelige handlinger.

Begrebet handler derfor ikke om identitet, men om epistemologi. Det vil sige, hvordan man producerer videnskabelig viden. Eksempelvis producerer muslimske forskere også ikkemuslimsk islam, når de forsker. Der er nemlig ikke pr. definition forskel på den måde, hvorpå muslimske og ikkemuslimske forskere producerer viden. I tillæg til sin forskningsproduktion kan en muslimsk forsker dog også producere konfessionel, muslimsk islam, når han/hun ikke er på arbejde.

Begrebet underminerer heller ikke forskeres evne til at producere og formidle viden. Det stiller tværtimod høje krav til, at forskere skal kunne redegøre for, hvordan de har produceret deres viden, og hvad der gør den videnskabelig. Nogle føler sig truet af dette krav, mens andre ser det som en velkommen diskussion, der er nødvendig for, at vi kan beskytte islamforskningen imod politisk indflydelse – altså imod at forskere præsenterer egne politiske holdninger som forskning.

Det er også vigtigt at understrege, at vores begreb ikke medfører en forventning om, at religiøse mennesker altid er enige i forskningsresultater. Ikkemuslimske forskere kan sagtens producere forskning om muslimers islam, som muslimer er uenige i. Men det er klart, at sådanne situationer stiller ekstra høje krav til, at forskeren kan redegøre for videnskabeligheden af denne vidensproduktion.

Der er meget mere at sige om ikkemuslimsk islam, men her må vi henvise til vores forskningsartikel og vores kommende bog. Vi har ingen kommentarer til den øvrige debat.

Jesper Petersen er lektor og forskningsleder ved Sapere Aude-programmet. Anders Ackfeldt er vicedirektør på Det Svenske Forskningsinstitut i Istanbul.