PARIS – Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har i stil med den danske regering blæst til kamp mod unges brug af mobiltelefoner og sociale medier. Mobiltelefoner er fra begyndelsen af dette skoleår blevet forbudt i folkeskolen, ligesom sociale medier skulle have været forbudt for børn under 15. Men i august blev loven underkendt af det franske forfatningsråd som et upræcist og lettere klodset indgreb i unge menneskers ytringsfrihed – en bombe under præsidentens offensiv mod sociale medier, som han direkte knyttede til unges skrantende mentale sundhed og tiltagende ensomhed.

At der er en mental krise i »Generation Z« – personer født i 1995-2012 – hersker der slet ingen tvivl om. I hvert fald ikke i Frankrig. Og det er ikke en fornemmelse eller en subjektiv opfattelse: Ifølge de franske sundhedsmyndigheder døjer omkring 20 procent af generationen med psykiske problemer eller depression, mens andre opgørelser når helt op på 25 procent. Sådan lyder én af de bemærkelsesværdige konklusioner i den franske akademiker Pierre Valentins nye bog Malaise dans la génération Z (Vantrivsel i Generation Z), som har vakt ikke så lidt opsigt.