George Loewenstein kender depressionens dybe afgrund. Flere gange i løbet af sit 71-årige liv er han selv havnet dér, på bunden af hullet, hvor det uendelige mørke forvrænger tankerne og æder enhver følelse af mening.

Her er det ingen trøst at vide, at der som regel er en ende på ulykken. Det hjælper heller ikke, at Loewenstein gennem hele sin karriere har studeret det menneskelige følelsesliv. Lige så svært, som det er at forestille sig depressionen, når man først er kommet gennem den, lige så svært er det undervejs at forestille sig, at man nogensinde får sit liv tilbage; et paradoks, som Loewenstein var den første til at formulere i teorien om empathy gaps.