Debat. Ét parti bærer et særligt stort ansvar for den miserable situation i folkeskolen. »De er dumpet med et brag,« skriver kritiker.
En lang fadæse
Siden 1975 har det offentlige danske skole- og uddannelsessystem tabt terræn på de ting, vi typisk gerne vil måles på: tilegnelse af kundskaber, viden og færdigheder. Dette er ikke en påstand, men noget, man helt konkret kan konstatere.
Efter Ritt Bjerregaards (S) folkeskolereform det år har man over tid kontinuerligt været tvunget til at sænke de faglige krav på gymnasierne og de videregående uddannelser, idet eleverne ganske enkelt ikke kan det samme som tidligere. Det samme ser vi i diverse officielle kvantitative målinger, hvor de danske resultater mildt sagt er svingende. Senest har PISA-undersøgelsen udløst chok over de danske elevers drastiske tab af færdigheder inden for læsning, matematik og skrivning.


