Alene hjemme

DET er unægteligt svært at holde modet oppe, når selveste USAs præsident dag for dag lyder mere og mere som Vladimir Putins talerør. De seneste dage har Trump givet Ukraine skylden for krigen og kaldt Zelenskyj for en diktator, der klamrer sig til magten for at berige sig på USAs bekostning. Trump har også truet Zelenskyj direkte: Hvis ikke han ændrer tilgang meget hurtigt, risikerer han at miste hele sit land. På et tidspunkt, hvor forhandlinger om Ukraines fremtid er indledt mellem Rusland og USA, kan det dårligt forstås anderledes, end at hvis ikke Zelenskyj holder kæft, så lader Trump Rusland underlægge sig Ukraine.

ER det vanvittigt, at en amerikansk præsident ikke kan kende forskel på offer og bøddel, skylder vi os selv og ukrainerne at forsøge at forstå Trumps psykologi. Det er afgørende, hvis vi skal gøre indtryk på ham og få indflydelse på hans dispositioner. Og vi ved nok om hans personlighed til at forstå, hvad der går for sig. Trump taler i følelser. Han fortæller, hvordan han gerne vil have, at verden ser ud. Helt uafhængigt af, hvad der faktisk foregår. Man ser det, når han forestiller sig Gaza uden palæstinensere eller Grønland befriet fra de danske koloniherrer. Han skaber i tankerne en fortælling, hvor han selv kan brillere. Og lige nu har han stor lyst til at indgå en aftale med Rusland, som kan indfri hans valgløfte til vælgerne om en fredsaftale, spare amerikanerne for en masse udgifter til fremtidige våbenleverancer og – forestiller han sig – lader ham sole sig i det globale spotlys som en stor fredsmager, der har splittet KRINK-alliancen mellem Kina, Rusland, Iran og Nordkorea.