Krigens tåge. »Donald Trump vil opnå fred gennem styrke. Men han har ingen plan for Ukraine.« Efter en transatlantisk rædselsuge forsøger Trumps tidligere udsendte til Ukraine at forklare og forsvare den amerikanske kaosdoktrin.
Den nye verdensordens første offer
WASHINGTON – Det er svært at sige, hvad der var værst i de seneste uger. Var det Donald Trumps 90 minutter lange telefonsamtale med Vladimir Putin, hvor de købslog om ukrainernes skæbne? Var det udenrigsminister Marco Rubios stævnemøde i ørkenen med den russiske modpart, hvor repræsentanter fra det krigshærgede land endnu en gang ikke var inviteret? Var vicepræsident J.D. Vances tale i München det værste – hvor han advarede sine europæiske værter om, at den største trussel for tiden hverken er Moskva eller Beijing, men »fjenden indefra« på deres eget kontinent? Eller var det værste alligevel Donald Trumps opdatering på sociale medier onsdag eftermiddag, hvor han kaldte Volodymyr Zelenskyj for en »diktator«, som »bare har at rykke hurtigt, ellers har han ikke noget land tilbage«?
For to uger siden havde europæere grund til at frygte, om de kunne regne med USAs nye regering, når det virkelig gjaldt. Efter de seneste dage lader det til, at amerikanerne for længst har valgt russernes parti. For er det allerværste ikke, at Trump kun har været præsident i godt en måned, men allerede har formået at slå revner i den liberale verdensorden med Ukraine som kile?
Del:
