Forbundet. Moesgaard Museum vækker det forsvundne mayarige til live. Et nutidsmenneske har besøgt særudstillingen.
Uendelig fjernt og utrolig nært
En våd oktoberdag vandrede jeg med en ven fra Testrup langs Giber Å gennem dryppende skov til Moesgaard Museum. En smuk tur, som tager et par timer. Jeg var på vej for at se museets særudstilling om mayaerne. På Moesgaard museum befinder sig også Danmarks bedst bevarede moselig, nemlig Grauballemanden, som døde omkring 290 f.v.t. Halsen skåret over fra øre til øre, blev formentlig ofret til den tids guder. Min ven og jeg diskuterede konsekvensen af at rive den døde ud af sit moseelement og udstille ham i den konserverede tilstand.
Kunne man ikke forestille sig, hvis man nu havde den slags tro, at den døde aldrig ville få fred? Og hvordan går det til, at et lig bliver et nationalt symbol, som man flokkes om i fremmedgjort nysgerrighed eller fascination, når man under almindelige omstændigheder værner om den dødes fred og ro, ja, at døden egentlig opleves som noget meget privat, som bør respekteres?


