Tv-øjeblikket lever

Klokken 05.25 dansk tid anden påskedag landede et nyhedsbrev i min indbakke med emnefeltet »Don’t open before watching episode 3« – og undertitlen »we’re serious«. Nyhedsbrevet var afsendt af det amerikanske kulturmedie Vulture, og det handlede om monsterhitserien Succession, hvis fjerde og endelige sæson i disse uger ruller over HBO. Med ét var jeg lysvågen (ja, jeg læser mails i sengen, skyd mig), det stod klart, at om føje timer ville verden være delt i to: dem, der vidste, hvad der skete i det seneste afsnit af sagaen om den dysfunktionelle Roy-klan – og så dem, der stod udenfor. Ja, det at have set afsnittet virkede nærmest som en forudsætning for at kunne begå sig i verden den dag, jeg rullede direkte ud af sengen og ind foran fjernsynet, klar til at blive en del af den fælles samtale.

Men da jeg mødte ind på kontoret dagen efter, opdagede jeg til min ufortyndede rædsel, at jeg var den eneste, der havde prioriteret således. Jeg havde set frem til at ventilere min indestængte ophidselse, i stedet måtte jeg vandre rastløst rundt med selvpåført mundkurv, menneskeliggørelsen af mandagens nyhedsbrev: Lad være med at åbne mig, jeg mener det.