Tunnelsynets triumf

Jo større omstændighederne omkring Jonas Vingegaards status som verdensstjerne har vokset sig, jo mere har han både tavst og i tale insisteret på ikke at lade sig definere af dem. På to år har den 26-årige dansker cyklet sig fra at være et meget overraskende talent til at blive et sportsnavn og en atlet, alle kender. Alt synes forandret – bortset fra ham selv. Altså, hvis man altså skal tro det image, han og holdet, han kører for, begrunder guldfuglens medieoptræden med.

Lige nu står Vingegaard foran sin største opgave i år, og formmæssigt ligner han en formidabel udgave af sig selv efter at have udraderet sine konkurrenter i det otte dage lange Critérium du Dauphiné. Nu forsvinder han igen i højderne og tager på den sidste store bjergtræningslejr inden Tour de France. Næste presseseance bliver et skemalagt Zoom-opkald en af dagene før løbet begynder i Baskerlandet 1. juli.

I det år, der snart er gået, siden Jonas Vingegaard vandt verdens største løb, er hans placering som et topnavn inden for professionel landevejscykling blevet en ufravigelig kendsgerning, men samtidig en, manden selv skyder ret præcist til hjørne, når han har brug for at forsvinde fra scenen. Han er en af de mest private stjerner, sporten huser lige nu, og givetvis er det en af nøglerne til at forstå hans succes.

Han kører sine løb, vinder de fleste af dem og frabeder sig rutinemæssigt de fleste andre ting, der ellers følger med den situation, han nu befinder sig i som forsvarende mester. Men hvor går skillelinjen mellem liv og løb, mellem heltestatus og privatliv? Hvis ikke Vingegaard ligefrem skyr rollen som allemandseje, indtager han en forsvarsposition, der er prekær at debattere, og som kritikerne ikke kan fremføre uden risiko for rekyl.

For alle forstår vel behovet for familietid og afkobling oven på en stor og krævende Tour de France-sejr? Der var heller ingen grund til at hidkalde hverken psykolog eller spindoktor for at konstatere, at den danske sejrherre var mere end klar til ikke at være hele Danmarks cykelrytter længere, da han lukkede døren til festen.

Friske analyser, interviews, anekdoter og nutidige refleksioner over professionel landevejscykling. Weekendavisens faste cykeljournalist, Brian Nygaard, bringer Dem i tålelig nærhed af verdens hårdeste sportsgren. Skriv Dem op til nyhedsbrevet 'Hjertets Bjerge' her.

PÅ MANGE MÅDER flugter Jonas Vingegaards måde at være en offentlig person på helt og aldeles med det billede af en ydmyg jysk dreng, de danske medier i mangel af bedre har foretrukket at male. Efter Tour-sejren lod han sig hylde af et enormt og jublende fremmøde på Rådhuspladsen, og festen så ud til at fortsætte, efter den benovede og ordknappe Thybo havde forladt både pandekagerne indenfor og balkonen over masserne udenfor.

Bortset fra en lynvisit og et par håndtryk til PostNord Danmark Rundt i midten af august sidste år skulle der gå to måneder fra sejren, før han gav sit første avisinterview. Det rejste Ekstra Bladet til hans næste løb i Kroatien for at lave, og den samtale udkom under rubrikken »Jeg trængte til at slappe af«. Så blev der stille, meget stille. Det blev dog til en mediemæssig voksenkrammer fra TV 2s cykelekspert Rolf Sørensen, der gennemgik løbet sammen med ham på en storskærm til deres digitale kanaler, og så lavede han et interview med DR, der mest handlede om, hvorfor han ikke havde givet nogen interview.

Ser man professionelt på det, er pressen for Vingegaards vedkommende handlet af i korte, afmålte seancer og stort set alt andet blevet høfligt afvist. Han sendte en feriemelding, da ruten for dette års Tour de France blev præsenteret for fulde huse i Paris i oktober sidste år, og ifølge Weekendavisens oplysninger måtte det øverste beslutningslag i Danmarks Idrætsforbund sætte ind for at overtale ham til at køre til Herning og det stort anlagte show Sport 2022 for at få overrakt prisen som Årets Sportsnavn.

I første omgang havde han meldt afbud, da han »havde brug for en hjemmeaften«. Fra sæsonafslutningen sidste år i Lombardiet og indtil titelforsvaret begynder om to uger, har den danske Tour-stjerne har haft 26 løbsdage. Der har været en lille håndfuld medieseancer i den mellemliggende periode, og selvom Vingegaard både venligt og nærmest pligtskyldigt har taget dele af den opgave på sig, ligner det en bevidst strategi fra ham og arbejdsgiveren at holde intenst fast i det tunnelsyn, det kræver at blive klar til at gentage sejren.

Hans hustru, Trine Hansen, har i mellemtiden stået for afskærmningen i dansk regi. Det har hun blandt andet fortalt om i et interview med B.T. for nylig: »Han (Vingegaard, red.) skal ikke på den måde belastes af nogle ting, som kan ødelægge hans fokus. Der er selvfølgelig ting, vi ikke kan styre. Men de ting, jeg kan gøre for at beskytte ham, det gør jeg.«

Flere af de ting er tydeligvis at stille op til pressen og åbne for den mere private del af oplevelserne omkring sejren. Den del af byrden har både Trine Hansen og hendes mor, Rosa Kildahl, taget på sig med en omfattende energi. Kildahl førte blandt andet dagbog for B.T. under sidste års Tour de France under titlen »Rosa på Tour«.

Men den noget flydende overgang mellem Vingegaards familieliv og medieindsatsen bliver ikke mødt med ubetinget faglig begejstring alle steder. Især nedprioriteringen af pressen fra hans egen side bliver ifølge flere kilder inden for branchen, Weekendavisen har talt med, ikke nødvendigvis opvejet af hustruens og svigerfamiliens velvillighed til at tage over: »Man kan stille det ret simpelt op. På den ene side har vi begejstringen for, at Tour de France startede i Danmark, og ikke mindst den enorme jubel, Vingegaard blev mødt med, da han tre uger senere kom hjem med den gule trøje og blev hyldet i København. På den anden side er der så den måde, Vingegaard næsten systematisk har sagt nej til rigtig mange af de ting, der helt normalt følger med, når man vinder en af verdens største sportsbegivenheder. Der er jo ingen, der vil nægte manden at leve et normalt liv, og der er formentlig heller ingen, der vil tvinge ham til noget, han slet ikke har lyst til. Men når han hele tiden bruger argumentet om sit privatliv, så bliver det let historien i sig selv.«

Det siger Anders Damgaard, der er direktør hos KommPress og tidligere sportsjournalist ved Berlingske. Han har arbejdet tæt på nogle af cykelsportens største navne som pressechef i flere år og undrer sig over Vingegaards opdeling af den private og den professionelle sfære.

»Det er bestemt helt fair, at Vingegaard som en offentlig person tydeligt insisterer på retten til at have et privatliv og til at sige fra. Men set udefra fremstår det i den kontekst måske en smule ulogisk, at man bruger sin partner som administrator på en væsentlig del af sit professionelle liv. Det udvisker skellet mellem privat og professionelt. Han trækker ønsket om privatliv ind foran sig, men aktiverer det samtidig i kontakten med omverdenen. Den situation kunne han komme nemmere om ved at adskille de to ting totalt og så lade en gatekeeper om at varetage og sortere i de ting, der som minimum følger med i ens hjemland,« tilføjer Damgaard.

MEN KAN MAN overhovedet meningsfuldt tillade sig at indvende noget mod en opsætning, der er så sportsligt succesrig? Ville en anden tilgang til offentligheden ikke tippe læsset og gøre ham mindre god på cyklen? Det synes at være det tavse svar, der svæver i luften over familieforetagendet, og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at hans hollandske mandskab ikke bare deler, men måske også billiger prioriteringerne for Vingegaards vedkommende.

Ser man tilbage på de seneste mange vindere af verdens største cykelløb, tegner der sig et broget billede af mødet med offentligheden og pressens foretrukne rolle som kritisk mellemmand i den øvelse. Tadej Pogačar og før ham Egan Bernal og Geraint Thomas har alle haft et afslappet forhold til medierne. De har samtidig også haft forholdsvis let ved at bruge sociale medier som en aktiv forbindelse til dem, der følger med. En metode, Vingegaard helt bevidst ikke vil benytte sig af.

På den anden side skal man inden den type platformes oversvømmelse af det offentlige rum ikke langt tilbage i tiden for at konstatere, at andre succesfulde ryttere undlod at bruge mere end det højst nødvendige på medierne. Bjarne Riis var kronisk dårlig til det, Armstrong førte i længere perioder en indædt krig med den kritiske del af pressen, og Team Skys mest succesfulde Tour-rytter, Chris Froome, var i bedste fald høflig og tilstedeværende, selvom han næppe ville kunne trække ret mange indtægter, hvis man krævede entré for at høre ham tale.

Vingegaard er på den ene side et barn af sin tid og på den anden side det stik modsatte. Tour de France-sejre er hans ubetingede mål, og alt, der kan trækkes ind for at optimere hans tilgang, sker uden tøven på bekostning af alle andre forpligtelser – ud over familien. På den anden side har han skabt en mediemæssig metode, der er alt andet end nutidig, men som ifølge ham selv er et uløseligt middel til at opnå målet.

Cykelsporten er mere end vant til ikke at finde sine vindere i en popularitetskonkurrence, men i fordelingen af sejre og nederlag er der også mere på spil end point til verdensranglisten. Team Sky blev ikke mere populært af at vinde, tværtimod, og det kunne Armstrong formentlig godt have fortalt dem, hvis de ikke allerede var klar over det dengang.

Vingegaards balance er subtil og ekstrem på samme tid. Han fremstår afmålt sympatisk og har i år udviklet sig til en endnu mere uhyggelig vindermaskine. Om der er mere at finde i sprækkerne mellem de to sider af hans personlighed, er ikke blevet et mindre interessant spørgsmål, eftersom begge dele ser ud til at leve fortrinligt – både side om side og hver for sig.