Tomatreaktion

Jeg læste for nylig, at europæerne til at begynde med var ganske skeptiske, da tomaten i midten af forrige årtusind blev bragt til kontinentet fra Amerika. Var dette gyldne æble fra den nye verden virkelig værd at spise? Den skepsis er mildest talt forduftet i dag, hvor tomaten har erobret verdensherredømmet som en umamimættet universalingrediens, der får selv det mest utilnærmelige produkt til at virke dejligt trygt og genkendeligt.

Da jeg, mange år inde i tomatens europæiske historie, første gang stiftede bekendtskab med frugten i slutningen af firserne, var den ikke længere gylden, men snarere en blegrød, vandet billardkugle, der intimiderende lå parteret i sandwich og salater som store larver, der med deres gelerede indre levede et parasitisk liv midt i den mad, jeg fik serveret. Bedre var mit førstegangsindtryk ikke af de utallige retter, hvor tomatkonserves skulle skjule, hvad vi egentlig fik at spise, eller løfte noget intetsigende op med et voldsomt brøl af blodrød farvelade og koncentreret tomatsmag: Lejrskolens svenske pølseret, makrel i tomat, danskernes surströmming, der er fin nok til statsministre, men som jeg selv kun har oplevet lugten af, eller den sirupsøde ketchup, der altid var inden for rækkevidde, hvis dagens ret skulle lægges i koma.