Røgslør. Toilet, smøger, tabloid, mad og møbler, bryster og bagdele. Eller: køn, klasse og sex. Den britiske billedkunstner Sarah Lucas folder sit syrede univers ud på Tate Britain.
To spejlæg og en kebab
LONDON – Sure Doris sidder på podiet i en lang række af hovedløse, nøgne kvindeskulpturer, med sine tynde bronzearme over kors. Hendes store, aflange bryster hviler på armene og »kigger« på os med tegneserieagtige, overdimensionerede brystvorter, det ene ben er trukket op under hende, begge ben har nylonstrømper rullet halvvejs op ad låret og højhælede sko på fødderne, ryggen er skudt lidt defensivt bagud. Doris er sur, ingen tvivl om det. Selvom hun er hovedløs, sidder hun stridslysten i sin tilsyneladende magelige stol, men puderne er af beton.
Hvad er Doris sur over? Måske er hun træt af at være en kvindekrop, der bliver gloet på enten med begær eller afsky, ofte en uhellig blanding af begge dele. Men hun er også sin egen og bestemt ikke et offer.
Del: