Leder. Israels krig mod palæstinensisk terror kan ikke vindes med sorg og vrede som drivkraft. Det kræver også et politisk opgør med den hidtidige israelske tilgang.
Vejen ud af Gaza
DEN palæstinensiske forfatter Edward Said sagde det, så de fleste burde kunne forstå det: Palæstinenserne vil det samme som andre mennesker: »leve i frihed. Frihed fra frygt, usikkerhed, terror og undertrykkelse«. Det har Gazas 2,4 millioner indbyggere aldrig prøvet. De er til gengæld verdens mest erfarne, når det gælder blodige angreb, indespærring og ydmygelse. Hvis der for en uge siden var nogle få tilbage derinde, der kunne trække sig selv op ved håret og se de større perspektiver og finere nuancer i deres situation, er de slået tilbage af tusindvis af bomber, deres kære er døde eller lemlæstede, og de sidder et sted i mørket og venter på, at den næste bombe slår ned. Vi kan snart skrive historien om Den Femte Gazakrig, men for folk, der bor der, er det blot en pause, før det hele begynder forfra, næste gang endnu værre. At leve og dø på den måde: Man skal nok være palæstinenser for at forstå, hvordan det påvirker ens verdensbillede.
RETFÆRDIGE er krige aldrig for civile, krig handler om at få fjenden til at bøje sig gennem ekstrem magtanvendelse, og de civile i Gaza betaler den højeste pris. Hvad er Gaza overhovedet? Ikke et land, ikke engang en enklave, ikke anerkendt af nogen som noget. En gigantisk flygtningelejr, frosset fast i en konflikt, der aldrig er blevet løst, men som hele verden helst vil glemme. Gaza er virkelig en absurditet, en skamplet på kloden. Det var sandsynligvis Islamisk Jihad, en palæstinensisk terrorgruppe, der ramte hospitalet i Gaza tirsdag aften, en begivenhed, som bærer sin egen syge logik: Selv sådan en hændelse synker straks ned i en historie, der allerede er fortalt så mange gange, at detaljerne bliver ligegyldige. Ingen blandt palæstinenserne og deres støtter tror på Israels uskyld, de kender deres undertrykkere: Som den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Raji Sourani fortalte her i avisen: »Israelerne siger, at vi ikke eksisterer. De behandler os som dyr. Det er Israel, der gør os fortræd; dræber os, besætter os, nægter os frihed, værdighed, uddannelse, sundhed, alt. Ikke Hamas.« Tager han fejl? I så fald skal man slå en streg over hans primære erfaring gennem årtier.
Del:
