Mirakel. I 2013 trådte Claus ud i verden som Madame Nielsen. Til en koncert med bandet Sparks stod det klart, hvordan en ganske almindelig parcelhusdreng kunne blive til et kvindeligt væsen hinsides kønsidentiteter.
To Sparks og en åbenbaring
Det er den dejligste fredag, en sommeraften i København, flere ugers snavs, støv og udstødningsgasser er i ét nu blevet skyllet ned i rendestene og kloakker af et lille skybrud, blomsterne rejser deres hoveder, luften dufter af liv, og jeg er på vej ud ad Istedgade mod Enghave Plads. Jeg skal nemlig til koncert i Store Vega, for første gang i måske 20 år, og denne gang skal jeg ikke som vanlig stå alene i mængden og vugge, jeg har nemlig inviteret Claus med. Det ved han ganske vist ikke, det bliver en overraskelse for ham, både koncerten og det, at jeg er der.
Claus er endnu bare en 12-13-års dreng, spinkel, blond og følsom, han bor med sin mor og far og to søstre i et parcelhus syd for Odense, han kender stort set ikke København, så jeg har sørget for, at han ankommer til Vega præcis samtidig med mig.
Del: