Anmeldelse: Vogter. Gustav Möller folder for alvor instruktørtalentet ud i sin anden spillefilm, som dog ikke kan stå distancen i den vægtklasse, filmen selv beder om at blive vurderet i.
To skridt frem og ét tilbage
Svenskfødte, danskuddannede Gustav Möller fik i 2018 et af de seneste års største hjemlige instruktørgennembrud med sin debut, Den skyldige. Filmen indtjente millioner af dollar og endte som Netflix-remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Dens idé var simpel og effektiv: I én eneste location – en alarmcentral – følger vi en politibetjent, der modtager et opkald fra en kvinde, der er blevet kidnappet. Betjenten forsøger herefter at klare ærterne, uden at vi nogensinde forlader centralen eller overhovedet ser kvinden, der forbliver en stemme i hans headset.
Den skyldige er medrivende, men dens grundidé er også næsten for simpel og effektiv. Möller viser ikke nogen videre appetit på at udforske sin kunstforms visuelle potentiale, så i sidste ende efterlader det koncentrerede, afpillede setup en sær fornemmelse af, at filmen i princippet kunne have været et hørespil i radioen, uden at meget af dens udtryk ville være gået tabt.
Del:
