Der er hav og himmel, så langt øjet rækker, Malene Schwartz’ lejlighed ved Nordhavn Station er et udsigtspunkt: Fra vinduerne i køkkenet kan man se ud over hele havnen, fire-fem kraner står i horisonten som et par strittende hårnåle, mens et krigsskib af en art langsomt flyder forbi. Væggene er dækket af mere eller mindre abstrakte malerier, ovenpå hænger de naturalistiske – heriblandt et par malet af hendes far, der var uendeligt optaget af lys.

»Jeg har boet 20-25 forskellige steder i mit liv, og jeg kan garantere dig, at dette er mit sidste hjem,« siger Malene Schwartz og griber fat om stolens armlæn i en beslutsom bevægelse.