Månelanding. »Min mor gav mig sin anerkendelse, og den var en udmærket erstatning for kærlighed. Faktisk er det anerkendelse, jeg har søgt i mit liv,« siger multimediekunstner – og det vil hun gerne kaldes – Laurie Anderson. Alligevel er det ikke hendes personlige smerte, der optager hende. Det er snarere verden og eksistensen.
Superwoman
»Jeg foretrækker samtalen frem for monologen.«
Sådan er der mange, der siger, men Laurie Anderson mener det alvorligt. Jeg møder hende i et kontor øverst oppe i Louisianas gamle hovedbygning, og den legendariske performancekunstner, komponist og forfatter når lige at sætte sig med kaffen, før hun begynder at spørge. Til mig. Jeg har nævnt, at jeg boede i hendes hjemby New York som helt ung, og straks ser hun på mig med et direkte og meget nærværende blik: »1990erne var på mange måder en interessant tid, så hvad lærte du? Hvad tog du med dig derfra?«
Del:
