Månelanding. »Min mor gav mig sin anerkendelse, og den var en udmærket erstatning for kærlighed. Faktisk er det anerkendelse, jeg har søgt i mit liv,« siger multimediekunstner – og det vil hun gerne kaldes – Laurie Anderson. Alligevel er det ikke hendes personlige smerte, der optager hende. Det er snarere verden og eksistensen.

Superwoman

»Jeg foretrækker samtalen frem for monologen.«

Sådan er der mange, der siger, men Laurie Anderson mener det alvorligt. Jeg møder hende i et kontor øverst oppe i Louisianas gamle hovedbygning, og den legendariske performancekunstner, komponist og forfatter når lige at sætte sig med kaffen, før hun begynder at spørge. Til mig. Jeg har nævnt, at jeg boede i hendes hjemby New York som helt ung, og straks ser hun på mig med et direkte og meget nærværende blik: »1990erne var på mange måder en interessant tid, så hvad lærte du? Hvad tog du med dig derfra?«

lofr
(f. 1966) er journalist og forfatter samt ph.d. i neurobiologi uddannet i Danmark og USA. Hun skriver især om biologi, psykologi, psykiatri og etik og har modtaget en række priser, herunder Den Store Publicistpris, Søren Gyldendal Prisen, European Science Writers Award, AAAS Kavli Science Journalism Award og blev i 2020 tildelt Statens Kunstfonds hæderspris. Er desuden vært på podcasten 24 Spørgsmål til professoren, har produceret flere videnskabsserier for DR og har sammen med instruktør Pernille Rose Grønkjær lavet de prisbelønnede dokumentarfilm Genetic Me og Hunting for Hedonia. Har skrevet en række bøger, som er udkommet på flere sprog, senest bogen Størst af alt – Om kærlighedens natur.

Andre læser også