Tabere. Unge, der færdiggør deres uddannelse i en økonomisk krise, klarer sig ikke bare dårligere i karrieren – de bliver også mere usunde og får ægtefæller af »ringere kvalitet«.
Årgang afsporet

Illustration: Andrea Ucini Illustration Andrea Ucini
Økonomien kørte i overhalingsbanen, da Hannes Schwandt blev færdig med sin uddannelse i 2006. Han fortsatte sin forskerkarriere, og kammeraterne fra årgangen trådte ind på et arbejdsmarked, der hungrede efter de nyuddannede. Men da de studerende under Schwandt blev færdige i de følgende år, havde finanskrisen ramt verden. Økonomien var i bakgear, og de færreste virksomheder turde ansætte nye medarbejdere.
Om man bliver færdig med sin uddannelse det ene år eller det andet, kan virke som en bagatel. Men de første år på arbejdsmarkedet er afgørende for en persons livsforløb, og de, der forlader skolebænken midt i en krise, kan få varige men, viser forskningen. Dermed kan den økonomiske krise, der lige nu lurer i horisonten, blive særlig smertefuld for de unge, der er på vej til at blive færdige på gymnasiet, universitetet eller professionshøjskolen.
Del: