Størst af alt er fællesskabet

I det grålige, tomme morgenkøbenhavn står et par forårsklædte giner med store briller, men uden øjne, i Gucci-butikkens vinduer og glaner åndløst forbi hinanden og over mod ILLUM, et andet tempel til forbrug. Rundt om hjørnet ligger Nikolaj Kirke, der for længst er forvandlet til kunsthal, og som danner ramme om MorgenDac og dagens spørgsmål om, hvorvidt moderne arkitektur forsømmer at samle os om noget, der er større end os selv. Anne Katrine Harder er kompetent vært i højhælede sorte pumps, løse bukser i moderne douce camouflagefarver og en kakifarvet skjorte, der giver Gucci baghjul, mens de to indbudte samtaleherrer, Politikens arkitekturanmelder Karsten Ifversen og trosredaktør på DR Christoffer Emil Bruun, har valgt mere klassisk herremode – jeans og sweater: Ifversen arkitektcool med højhalset trøje, Christoffer Emil Bruun som mere klassisk skjorte titter op af den rundhalsede sweater-type. Det hele foregår i Ditte Ejlerskovs udstilling The Cult of Oxycotin. Bruun, Ifversen og Harder sidder på et podie med et af Ejlerskovs Dream Gradient-billeder bag sig, kæmpe malerier med forskellige farvetitler, jeg gætter på afstand på, at der er tale om Friendly Jade Mets Magenta. Man er dog ikke i tvivl om, at det faktisk er en kirke, for akustikken er skabt til gregoriansk sang og højstemt monolog, som Ifversen senere fastslår, men man vænner sig efterhånden til de rungende indslag.

Christoffer Emil Bruun behøver ikke en kirke for at finde noget, der er større end ham selv, fortæller han, naturen er kilde til åndelige oplevelser, selvom han gerne går forbi Vor Frue Kirke til morgenandagt med udsigt til »verdens smukkeste Kristus-figur«, Thorvaldsens. Men handler det om kontakt til Altet i den romantiske forstand, så kan ånden også komme over ham, når han går mellem hækkene på stien ved sit barndoms sommerhus. Broer er, ifølge Bruun, det 20. århundredes katedraler med deres stræbepiller og facilitering af rastløs (åndløs?) flytten sig omkring.