10.000 morgenfester

Fra 2009 til 2016 boede jeg i en rimelig stor andelsbolig på Nørrebro med to venner, og på nogle måder boede Medina der også. Vi tilhørte ellers ikke hendes vanlige segment, skulle man tro. Blandt vores venner studerede mange humaniora, alle havde relativt få penge at rutte med, og flere bar på en blanding af gode karakterer og usikkerhed, der så ofte har resulteret i det kedelige fænomen, man kalder fine fornemmelser. Vi hørte ikke hjemme på indre bys klubber, hvor mange af Medinas sange udspiller sig. Her skulle man betale for at eje et bord for en aften, hvilket bød både vores pengepung og vores spæde marxistiske analyser imod, og så kunne man få tæv, ligesom man kunne i de provinsbyer, vi alle var stukket af fra. Kødbyen var for meget af det gode, hvilket betød, at Drone på Nørrebrogade var eneste mulighed, hvis man ville danse, men så måtte man leve med røgen og rockmusikken i den mørke kælder, med at toiletbåsene var uden dør, og at man med stor sandsynlighed fik stjålet sin jakke. Måske derfor opstod der en turnus, hvor man på skift tilbød sit lejlighedsgulv, og vi følte med vores mange kvadratmeter et stort ansvar.

Jeg havde, ligesom resten af landet, hørt Medina i radioen, da hun i 2008 pludselig var overalt med singlen »Kun for mig«, der gik tredobbelt platin, og jeg kendte til hendes karakteristiske korte page. Året efter kom debutalbummet, Velkommen til Medina, og jeg bemærkede den løjerlige, men også ret smukke tekst på fjerdesinglen, »Vi to«. Men det var til privatfesterne, at jeg sænkede mine parader. Det var, da folk, jeg troede var cool, forsvandt halvt ind i sig selv, halvt ind i en fælles trance med 100 andre festdeltagere, og skreg med på de banale, men egentlig også ret voldsomme ord – »Baby, er du ensom? Jeg håber, du er ensom!« – at vores nyligt ludbehandlede gulv blev trampet til ukendelighed. Vi var nærmest lige flyttet ind. I årene, der fulgte, var Medinas musik helt og aldeles uafviselig.