Fest. Fortællingen om nyligt afdøde Kurt Thyboe og Ugens Rapport giver os en aften, hvor underholdning og æstetik er prioriteret over kulturhistorie og etik.
Grænseløs frihed
På scenen sidder Mads Rømer Brolin-Tani i rollen som Kurt Thyboe, chefredaktør på ugebladet Ugens Rapport, der havde sin storhedstid i 70erne, og som i dag først og fremmest huskes for det smudsige indhold med bare bryster på forsiden. Han udstråler en vanvittig selvtillid og byder aftenens publikum indenfor til et brag af en fest, hvor et kvinderockband spiller, så loftet løfter sig. Der er masser af bajere og masser af penge, og der er tårnhøje salgstal.
Vi befinder os i en hyldest, en hyldes til livet – og livet, det er et show. I hvert fald på overfladen, som er dét, Kurt og resten af redaktionen hver uge kæmper for at vise landets mandlige læsere. Dramatiker Andreas Garfield skriver sig ind på historien om Kurts kærlighed til New Journalism, som vægter journalistens oplevelse frem for objektivitet. Kurt pacer dem frem med en evig tro på, at de er de bedste, for det kræver ikke grænsesøgende journalister, det kræver grænseløse journalister. Her må man risikere sit eget liv i krig og tage stoffer i de mest utrolige kombinationer for drengedrømshistorien. Det handler om at portrættere det uovervindelige menneske, for hvem alt er muligt. Det handler om frihed, om at besejre verden, om seksuel frigørelse, i hvert fald for manden. Ja, det handler om at trykke de positive »stories«, der gør læserne glade.
Del:
