Stille dage i D.C.

Ved siden af mit job på avisen er jeg begyndt at udføre en del frivilligt arbejde for Amazon, De ved, den store butik på internettet, hvor alting er til salg. Sagen er nemlig, at jeg får leveret flere pakker til min adresse, end jeg har bestilt, og med tiden har Jeff Bezos og jeg indgået en stiltiende aftale om, at jeg selv sørger for at fragte pakkerne det sidste stykke vej til deres retmæssige ejere. Det foregår til fods, for indtil videre har afstanden ikke været mere end en kilometer, som regel betydeligt mindre, og der er en del gengangere blandt adresserne: et ottetal i min adresse, som forvandles til et nul i Amazons system; et vejnavn, som de videoovervågede chauffører måske har for travlt med at tørre sved af panden og tisse i en flaske til at kunne læse ordentligt.

Uanset hjælper jeg gerne – tager ugens pakke under armen og sender en tak til algoritmeguderne for en pause fra Donald Trumps tweets. Siden han flyttede tilbage, har byen været en anden – også heroppe i forstæderne, hvor han må være næsten, men nok alligevel kun næsten, lige så uvelkommen som i kongeriget Danmark.

Efter snart fire år i et kvarter, hvor man hilser på gaden, kender jeg mange af beboerne. Dér på hjørnet bor den flinke hotelejer, der pyntede sit hus til halloween med hagekors og fotos af Trump. Og dér er huset med de blå skodder, hvor den serbiske ingeniør har lånt mig sin hækkesaks og engang inviterede mig over for at drikke øl og se kvindedouble i tennis, hvilket var hyggeligt, men også en anelse for intimt.

»Jeg flytter til Portugal, hvis den idiot vinder valget igen!« truede han dengang. Men hans Tesla står stadig i indkørslen, bemærker jeg.

PAKKEN ER LILLE denne gang, let og kvadratisk, som et stort smykkeskrin, og jeg kan holde den mellem pege- og tommelfinger, mens jeg går ned ad bakken fra serberens hus. Måske indeholder den en længe savnet skrue, som en robot har plukket ned fra en hylde i en lagerhal i Pennsylvania. Måske er det vingummier med pot – alle heroppe går og gumler på de vingummier, lader det til.

Det er så let at købe ind på Amazon, bare ét klik med musen, så er der et gebis eller en hoppeborg på vej til ens hoveddør. Jeg ved ikke, hvad amerikanerne ville gøre, hvis de ikke bare kunne knipse med fingrene og få nøjagtig, hvad de ønsker sig. Da jeg for første gang trådte ind i Det Ovale Værelse for nylig, scannede jeg straks præsidentens skrivebord for den knap, han bruger til at bestille Coca-Cola Light. Den sad i en trækasse på bordets højre halvdel. Det virkede på én gang genialt og tumpet, ligesom så meget i USA.

Jeg fortsætter ned ad vejen, hvor der bor et par, som begge arbejdede for Hillary Clinton under valgkampen i 2016. De var i New York City på valgaftenen, og dagen efter kørte de med toget tilbage til Washington, gennem et land, der ikke har været det samme siden. »Ingen af os sagde noget under hele turen,« fortalte manden, da jeg besøgte dem for nylig. »Vi var i chok.«

Jeg var inviteret på besøg for at se deres nye overetage, som var bygget oven på et hus, der virkede rigeligt stort i forvejen, men der var så mange ting allevegne, at det var svært at komme rundt. Mindst én sofa i hvert værelse, et fjernsyn på hver anden væg, spillerum, kondicykler, kajakker, ski og hockeymål i kælderen.

Det var et kort besøg, for parret er i dag lobbyister for konservative klienter og har fået rygende travlt efter Trumps valgsejr. Efter rundvisningen sætter manden sig med sin bærbare. Chokket over Trump er vist ikke så stort som første gang.

»Jeg brugte al min tid på at bygge noget op under Obama,« klager en anden mor, der endnu ikke er kommet sig. Vi er til sammenskudsgilde med en af børnenes klasser. »Så kom Trump i 2016 og smadrede det hele. Så kom jeg tilbage med Biden og byggede det hele op igen. Nu kommer Trump så og smadrer det hele igen!«

KVINDEN ARBEJDER MED ulandsbistand og står øverst på den nye præsidents dødsliste, siger hun, det er bare et spørgsmål om tid. Samtalen foregår over en buffet, hvor hovedattraktionen er en enorm brieost, den største, jeg nogensinde har set, som er blevet bagt i ovnen med mindst én pakke puddersukker og mandelsplitter ovenpå. Nu ligger uhyret på en specialfremstillet jernplade, der skal holde det varmt, og en særlig slags skrabekniv er plantet dybt i dets hjerte. Man må ikke undervurdere amerikanernes vanvid og dødsdrift.

»Lækkert, ikke sandt?« spørger værtinden, der er flyttet hertil fra Texas for nylig. Hun taler med en lysere og mere piget stemme end de andre kvinder i stuen. Vi er en »military family«, forklarer hun, hendes mand har fået job i en af de nye forsvarsvirksomheder, som er ejet af Peter Thiel, en af præsidentens trofaste støtter. Jeg bilder mig ind, at jeg kan se de andre gæsters mundvige krænge nedad for hvert ord, hun siger, fra »Texas« til »militæret« til navnet på virksomheden, der har optrådt i nyhederne på det seneste og er opkaldt efter et sværd fra Ringenes herre. Værtinden lader sig nu ikke mærke, så måske er det bare mig. Hun peger i stedet på osteskafottet, som jeg ikke kan flytte øjnene fra, og siger hjælpsomt: »Man kan få den på Amazon.«

Længere nede ad bakken dukker pakkens endestation endelig op. Jeg genkendte med det samme adressen på »det runde hus«, en funkisinspireret hvid cylinder, som jævnligt optræder i de lokale boligmagasiner.

Ingen åbner, da jeg ringer på døren. Haven har fået en forårsoprydning, sandsynligvis af en gartner. I et af de runde vinduer står et skilt med ordene Trans Youth Are Powerful.

Jeg studerer for første gang pakken. »Forsigtig,« står der på et klistermærke. »Madvare,« står der på et andet. »Express-post« på et tredje.

Jeg googler navnet på afsenderen. Det er et patisserie i San Francisco, 4.000 kilometer herfra. Altså en kage. Sendt på tværs af kontinentet med lynpost, så den kunne være fremme i det runde hus fredag aften.

Jeg sætter pakken på dørmåtten og står lidt og kigger på den. Så drejer jeg om på hælen og går tilbage op ad bakken.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.