Sodavand

Hvad skal man drikke på ejendommeligt hede tidlige sommerdage? Noget med store firkantede isterninger i, det er klart.

Kunne det være hyldeblomstdrik? Min have og min hæk er fuld af hyldeskærme, og det ville være en skam ikke at bruge dem til noget. Men måske er hyldeblomstskærme egentlig bedst, hvis man gør som Linea Maja Ernsts romanfigurer: dypper dem i beignetdej og putter dem i frituregryden.

Nej, lad os i stedet brygge noget med brus.

Der findes grundlæggende to slags sodavand: de simple – citron, appelsin, grøn, rød og blå og så videre – og så de flerdimensionelle, eller »urtede«, som cola og tonic.

Man kan blive forbløffet over, hvor stort overlappet er mellem cola og den form for stærke likører, som jægere og gymnasieelever drikker tidligt om morgenen. Begge dele må udspringe af den samme pseudofarmaceutiske tradition, hvor mænd med stivede kraver og bowlerhat kogte slangeolie og hostesaft uden at lade sig bremse af egentlig viden om krop og helbred. Til gengæld havde de god smag.

En vis dr. John S. Pemberton formulerede den oprindelige Coca-Cola-opskrift, og læser man den (for den er ikke så hemmelig, som man altid bliver fortalt), kan man konstatere, at tidlig Coca-Cola netop ligner et produkt fra apoteket. I Pembertons opskrift indgår – ud over forfriskende kokain fra cocablade – blandt andet muskatnød, vanilje og neroliolie, altså udtræk af blomsten af bitterappelsin.

I Argentina har jeg oplevet, at folk drikker »Fernet-Coca«, altså en cocktail af den hampre urtelikør Fernet Branca (oprindelig markedsført som ormekur samt meget andet) og Coca-Cola. Det lyder jo som et togsammenstød af en drink, men en Fernet-Coca, eller Fernet-Pepsi, smager overraskende godt, lidt hen ad vampyrvingummi.

Fanta, som jo også er et Coca-Cola Company-produkt, er også en ganske kompleks sodavand, men mens Coca-Cola indeholder dyre ingredienser, var Fanta det kreative produkt af ressourceknaphed på virksomhedens tyske datterfabrik under Anden Verdenskrig. Den oprindelige Fanta bestod derfor blandt andet af sukkerroe og valle. Med andre ord er Fanta en nazistisk ostebrus. Og sådan smager den også.

Min lille unge på seks år foreslog, at vi kunne lave en hjemmelavet cola, men det gik op for os, at det næsten var en opgave for en laborant. Desuden kunne jeg ikke finde neroliolie i nogen netbutik, som jeg turde hælde i en drik. De fleste synes at fremstille den type olie til brug i aromaterapi eller til sæbe og cremer.

Derfor besluttede jeg i stedet i samråd med barnet at lave min egen favoritsodavand, chinotto. Det er en brun italiensk colatype med smag af bitre citrusfrugter. Som hvis en Coca-Cola fik en baby med en flaske vermouth. Egentlig skal der bruges bitterappelsin, eller sevillaappelsin, til chinotto, men disse citrusfrugter er ikke i sæson og sikkert også halvsvære at skaffe, når de er.

HELDIGVIS behøver man dem ikke i denne opskrift: Køb to usprøjtede citroner, to appelsiner, to limefrugter, to røde grapefrugter og en enkelt bergamotte (de første fra Sicilien kan fås nu). Tænd for ovnen på omkring 200 grader.

Lad et seksårigt barn, hvis man har et, skære frugterne i tykke skiver og lægge dem, blandet mellem hinanden, på bagepapir i et par renskurede bradepander eller i ildfaste fade. Find imens krydderier frem. Vi brugte: kanelstænger, sorte peberkorn, muskatnød (groft revet), korianderfrø, kardemommekapsler, frisk rosmarin, rosenpeberkorn, et par nelliker.

Vi vejede ikke urterne og krydderierne af, men dryssede gavmildt af det meste – undtagen nellikerne, pas på med dem – over citrusskiverne. Smid også gerne et par skefulde vaniljesukker på, for ideen er, at det hele skal brankes og karamellisere i ovnen, og sukkeret kan jo hjælpe processen på vej.

Imens frugtskiverne bliver en smule brændte i kanten i ovnen, blandes en sukkersirup bestående af et kilo sukker og 400 gram muscovadosukker samt 1.400 gram vand. Halvt sukker, halvt vand altså. Muscovadoen giver drikken en flot farve og en dyb smag med et strejf af plantesaft.

Når frugten er karamelliseret, uden at være aldeles afbrændt, puttes den på to store sylteglas og overhældes med sukkersirup. Det hele stilles på køl og skal nu stå og trække; i princippet i ugevis. Som tiden går, vil citrussmagen fortone sig lidt, og urtesmagen træde frem.

Når man vurderer, at den hjemmelavede chinotto-sirup er klar, filtreres den og hældes i et stort glas med store, klare isterninger. Det må være op til den enkelte, hvor meget sirup der er passende. Jeg synes, at to spiseskefulde er fint. Så overrisles is og citrussirup med danskvand.

Det skal være danskvand med brutal brus, helst et supermarkedsmærke med et lidt frisøragtigt navn som Denice eller Saskia. Rør forsigtigt rundt.

Resultatet er lysebrunt og ganske flot. Og man kan sagtens hælde alkohol i også, for eksempel brun rom, gin med bitterappelsinaroma eller – hvorfor ikke? – Fernet Branca.

I skrivende stund har min chinotto trukket i tre dage, men jeg synes allerede, den er lige i skabet. Den seksårige kunne derimod desværre ikke lide den og fik i stedet en Coca-Cola Zero, som hun sagde var god.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.