Smertepunkter

I en berømmet reportage fra en hummerfestival i Maine bruger den afdøde forfatter David Foster Wallace det meste af sin spalteplads i magasinet Gourmet på at overveje, hvorvidt det er etisk eller uetisk at koge en hummer levende. Han beskriver detaljerigt, hvordan hummere banker på grydelåg og ubehjælpsomt forsøger at kravle ud af kogende vand, og drager på et tidspunkt delkonklusionen: »Hummeren, med andre ord, opfører sig virkelig meget, som du eller jeg ville opføre os, hvis vi blev nedsænket i kogende vand (med skrigeriet som en åbenlys undtagelse).«

Hvis man stadig tør tage Søren Franks meget omtalte artikel om en middag i Færøerne for pålydende, så kan man nok godt antage, at den hummer, der blev spist i et eller andet stadie af levende og nu har taget turen gennem hans muligvis shitstorm-forstyrrede tarmsystem, kæmpede for sit liv. De kløer, som nu politianmeldte Søren Frank tog kampen op imod, gjorde nok cirka, hvad vi ville have gjort i samme situation, for der er vel tale om et instinkt, som kun er svært afkodeligt, hvis man er afstumpet eller idiot: Dyret var i smerte, og det forsøgte at fjerne sig fra smerten.

Den franske filosof René Descartes var blandt de første til at erklære, at dyr var mekaniske – selvom deres adfærd kunne se genkendelig ud, så var der tale om automatreaktioner – og vi har alt for længe holdt fast i denne overkomplicering af dyreverdenen. Når vi for eksempel gør et stort nummer ud af, at vi har knækket koden til grisesprog, så er det jo fjol – jeg tror da heller ikke, at jeg kan sparke en italiener over skinnebenet, bare fordi jeg ikke kender det italienske ord for »av«.

Hvis det ligner smerte, så lad os bare antage, at det er det.

Men trods alt hellere dø end at leve i smerte, skulle jeg sige, hvilket bringer mig til min egentlige pointe: Det er nemt at se sig sur på den gruppe af mænd, som Visit Faroe Islands havde inviteret på tortur-tur: Det er The Bear møder Succession, det er de rige, der keder sig så grumt, at de knap ved, hvordan de skal lade sig underholde længere. Det er kejsere og gladiatorkampe, det er smerte og gru som underholdning.

Og sådan er vi forunderlige i Danmark: Hurtigt kan vi udpege og problematisere overklassens morbiditeter, men de rædsler, der angår hr. og fru Danmarks kantinevaner, skal behandles med respekt og forståelse. Senest slog det mig, da jeg så den meget anbefalelsesværdige DR-serie Jorden kalder, hvor man i et afsnit følger en brav kantineejers kamp for at få Middelfart Rådhus til at spise mere klimavenligt, hvilket altså vil sige mindre kødfuldt.

Har vi ikke allesammen været der? Intet kan mobilisere vrede som en kantine, der vover at indføre en vegetardag – ve den, der af ugens 21 måltider skal tvinges til at spise et enkelt uden kød.

Ingen politianmelder altså Dorte fra Middelfart for at insistere på kød til morgen, middag og aften, selvom det konventionelle slagtesvin henslæber sit fem-seks måneder lange liv under forhold, ingen af os rigtigt kan lide at tænke på – nok slet ikke dem, der stadig spiser kød. I stedet for udskamning og gabestokke bliver Dorte mødt med forståelse: Det er svært at ændre vaner, det er svært at afvænne sig kødet, det er jo kultur, det her.

Men altså. Hvornår fortæller vi Dorte, at så er det altså bare ikke sværere?

Så en opfordring herfra: Hvis man gerne vil gøre noget godt for dyrevelfærden hertillands, så behøver man bare holde sin kæft, næste gang kantinen rykker ud med en vegetardag.