Barnemad

Jeg var 11 år gammel, da jeg meddelte min familie, at jeg havde i sinde at overgå til en vegetarisk diæt. Vi boede i en stationsby på Sydfyn, og jeg havde kigget ind i mørket i nok kostalde og oplevet den lidt for menneskelige lugt af svinebrug ofte nok til, at jeg ikke længere havde lyst til at spise kød. Jeg havde (for) svært ved at forlige mig med tanken om, at opretholdelsen af mit liv skulle koste andre liv og så endda så jammerlige liv.

Jeg tror, at mine forældre uden videre gav mig lov, fordi de regnede med, at en 11-årig skolepige næppe havde stamina til at opretholde et kostregime, som betød, at jeg mange aftener måtte nøjes med kartofler, broccoliblanding, smør og salt.

Nu har jeg ikke spist kød i snart 20 år. Det sker, at jeg indimellem når at smage på kød og fisk, hvis jeg ved en fejl får serveret noget, når jeg spiser ude – jeg er ikke længere særlig god til at genkende smagen, og der er i sagens natur meget kød og virkelig meget fisk, jeg aldrig har smagt. Men altså: I det store og hele er jeg gået gennem min ungdom og foreløbige voksenalder uden at indtage kød. Der var nogle år, hvor det eneste, jeg kunne få serveret på café, var nachos, og så har jeg engang overlevet ti dage i Japan på overvejende kager købt i 7-Eleven, men derudover er det gået nemt.

Jeg skulle selv sige, at jeg har været en god vegetar. Tidligt lærte jeg, at man som vegetar ofte bliver en personificering af andre menneskers dårlige samvittighed, så alene ens tilstedeværelse kan være pinefuld. Til middagsselskaber begynder folk ganske ofte – uopfordret og umotiveret – at redegøre for, hvor meget de prøver at skære ned på deres kødforbrug, som om det er noget, der nødvendigvis må interessere mig. Man bliver en slags skinkens, kyllingebrystets og laksemoussens skriftefader, når man selv er vegetar.

Alligevel har jeg sjældent lyst til at give syndsforladelse. Det industrielle landbrug er en moderne horrorhistorie, og undskyldninger som »Det smager bare så nummenum-num-num« klinger lidt hult, sådan er det bare.

GANSKE TIDLIGT lærte jeg også, at det lyder bedre at sige, at man er vegetar af klimahensyn end af dyreetiske årsager, så selvom jeg altså blev vegetar på et tidspunkt, hvor Bjørn Lomborg stadig fik taletid, og hvor der herskede en stemning af, at klimaforandringer kunne afværges med samme effektivitet, som hullerne i ozonlaget var blevet lukket, så skiftede jeg forklaring, så snart klima blev en almengyldig grund.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg skiftede forklaring, men der var noget med måden, som folk stillede spørgsmålet på – Er du vegetar, fordi du synes, det er synd for dyrene? – som jeg ikke kunne lide. Som om det var et lidt fjollet og sentimentalt synspunkt.

Men altså. Det er jo synd for dyrene. Det er det, jeg aldrig siger, når folk spørger. Jeg siger heller ikke, at jeg – hvis jeg tænker efter – ser sådan på det, at de må have slukket for noget i sig selv for ikke at føle det, jeg føler, når en svinetransport passerer mig på motorvejen. Jeg mener ikke slukket på en påfaldende måde, for alle er nødt til at slukke for noget, ellers kommer man ikke igennem, sådan er det selvfølgelig.

Jeg siger heller ikke, at hvis jeg kunne, ville jeg gerne vise dem det, som jeg synes, jeg ser så tydeligt: nemlig nogle landbrugsdyr, som på et eller andet plan nok begriber, at deres tilværelse er – mildest talt – trøstesløs.

Endelig siger jeg heller ikke, at det forekommer mig, at vi har den her store industri i Danmark, som kun kan bæres, så længe detaljerne udelades. Selvom jeg selvfølgelig siger det nu.

Og egentlig er jeg typen, der nødig vil pådutte andre noget, men i anledning af mit jubilæum tillader jeg mig alligevel at dutte løs. Så altså, til alle jer, der gerne »vil«, men ikke »kan«: Prøv det dog alligevel.

Selv en 11-årig uden magt over eget husholdningsbudget kan gøre det.