Simon er en vild mand

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det er svært at brokke sig over, at en fornem pris ikke er gået til en bestemt modtager, uden at jokke på dem, der faktisk fik den, selvom de også fortjente hæder. Alligevel kan man i disse dage høre kritik af, at den journalistiske Oscar – Cavlingprisen – ikke gik til de tre journalister, der skrev de artikler, der førte til Højesterets forbløffende dom i sagen om Ahmed Samsam – som sad fængslet i Spanien i årevis, beskyldt for at være kriger for Islamisk Stat, men selv påstod at have arbejdet for de danske efterretningstjenester, der imidlertid bare lod ham sidde og kukke. Måske var det et kæmpe justitsmord, som minimum er det en endnu uafsluttet efterretningsskandale.

Mit ærinde er ikke at jorde de gode journalister fra Information og Danwatch i deres karrieres stolte stund, når jeg påpeger, at afdækningen af, at Samsam vitterlig arbejdede for efterretningstjenesterne, er en større historie end deres afsløringer af dansk våbeneksport til Israel. Alle kan jo se det! Samsam-dommen er en sensation, og man vil tale om den i årevis, og kommende jurister vil lære om, hvor lidt FE og PET kan finde på at kere sig om de folk, de sender i marken. Der kommer sikkert en tv-serie eller en film. Hvem ved, hvad konsekvenserne bliver for spiontjenester og politikere af denne sag. Og intet af det var sandsynligvis kommet frem hvis ikke for de tre forbigåede journalister fra Berlingske og DR, som indså, at Samsam måske talte sandt. Kort sagt: Historien var en banger.

På Facebook knurrer Nynne Bjerre-Christensen, hustru til den mest kendte af ikkecavlingvinderne, journalisten Simon Andersen, over, at hendes mand ikke fik den anerkendelse, hun havde ønsket for ham. Hun skriver om hans vedholdende og til tider sure slid med de svære artikler, der viste sig at holde hele vejen til Højesteret, hun giver luft til sin forbitrelse, og det skurrer og ødelægger stemningen, men hun har jo ret.

Så hvorfor vandt Samsam-historien ikke? Et bud er Simon Andersens egen person og adfærd. Hans ry er – jeg kender ham ikke selv – at han er et vildt menneske i en journalistbranche, hvor skjorteknapperne gerne knappes hele vejen op, så man ikke bliver forkølet.

Andersens vildskab viser sig også i nogle sære beslutninger, han har truffet i årene op til højesteretsdommen, herunder om at have en personlig og offentlig relation til sagens hovedperson, den ret blakkede eks-FE-medarbejder Ahmed Samsam, som Andersen gik i biffen med og krammede som en kær ven efter sejren i retten.

Der var noget med distancen til kilderne, som Andersen overskred. I et andet tilfælde vakte det opsigt, at Simon Andersen i en tid fungerede som privat kurér for FE-chef Lars Findsen i kontakten med Samsams advokat, mens han arbejdede med sagen. Var disse personlige relationer blevet fyldigt beskrevet i Andersens artikler, havde det måske ikke været så suspekt, men Andersen skriver typisk i den faktaorienterede stil, man forbinder med den klassiske neutrale snushane, og så ser det jo mærkeligt ud, hvis man i den virkelige verden er sine kilders ven.

Men ændrer dette på, at historien om Samsam fik det udfald, den fik?

Som vild og en smule miskendt mand er Simon Andersen oplagt at sammenligne med Mads Brügger, der også – både i 2025 og i år – på det skammeligste blev forbigået af Cavlingkomiteen for TV 2-serien Den sorte svane, der end ikke blev nomineret, selvom den var en åbenlys vinderhistorie. Den sorte svane blev også i visse kredse anklaget for at krydse journalistisk-etiske grænser – ironisk nok blandt andet i nogle meget lange artikler skrevet af blandt andre Simon Andersen selv. (Mads Brügger hævnede sig ved i efteråret at skrive en sjov indstilling til netop Cavlingprisen – ikke af Simon Andersen, men af hans tidligere kilde og/eller samarbejdspartner, FE-chef Findsen).

Kort sagt: Det hele blev nok for broget til flertallet i den pæne Cavlingkomité.

Faktisk er det lidt af et mønster, at man med Cavlingen belønner det artigt sikre, måske endda det vigtigt-kedelige. Det er ikke helt tosset at få den tanke, at hvis blot Simon Andersen ikke havde været med til at afdække Samsam-sagen – han er jo kun en af tre nominerede journalister – så havde prisen været i hus. Men i så fald er der noget galt med komiteens prioriteter.

Cavlingen er i disse år en pris, der går til dygtige mennesker, der udfører deres arbejde efter forskrifterne. Den går til fortræffeligt journalistisk arbejde, der ikke risikerer at blive underkendt, mistænkeliggjort (af andre end Israels bedste venner i år) eller på anden vis udvikle sig på en pinlig måde for Cavlingkomiteen. Den er bare ikke en pris til kioskbaskere.

Men journalistik er mere end en metode til at videregive oplysninger. Dens berettigelse er de dristige og opsigtsvækkende historier, som folk ikke kan lade være med at læse, og som de ikke kan få ud af hovedet igen. Det er den slags vilde historier, Cavlingkomiteen burde vove at hædre.