Ingenmandsland. Man forstår godt, at Trump og Vance betragter Grønland som en farlig, frossen ødemark, der har brug for en landinspektør. Sådan er stedet blevet skildret i amerikanske film, romaner, aviser, computerspil og missionsblade gennem 250 år.
Hvad amerikanerne ser, når de kigger på Grønland

Illustration: Rasmus Meisler.
I slutningen af den amerikanske katastrofefilm Greenland fra 2020 er actionbøffen Jared Butler endelig nået frem til den underjordiske bunker, hvor han skal søge tilflugt for en altødelæggende komet sammen med sin kone og deres diabetessyge søn. Familien er blevet udvalgt til en plads i bunkeren på grund af Butlers evner som konstruktør af højhuse – noget, som den amerikanske regering åbenbart anser for helt afgørende, når civilisationen engang skal genopbygges.
»Grønland?« brummer helten, første gang han hører om dommedagsbunkerens beliggenhed. Hans ansigtsudtryk fortæller os, at stedet lyder farligt og langt væk. Men det er også omtrent den eneste replik om Grønland i Greenland. På trods af titlen optræder der ikke en eneste grønlandsk eller dansk karakterer i filmen, og i slutningen er det kun andre amerikanere, som har fundet vej til bunkeren. Mens kometen trænger ind i Jordens atmosfære, slipper familien Butler akkurat i sikkerhed derinde bag et skilt med ordene »United States Air Force – Greenland Station«.
Del:



