Sig det med tavshed

Det forekommer mig, at hvis man i virkeligheden eller i fiktionen gerne vil påvise sine forældres manglende forældreevne så fyndigt og kortfattet som muligt, så siger man med alvorsfuld stemme: »Min far fortalte mig aldrig, at han elskede mig. Ikke en eneste gang.«

Som en, hvis far heller aldrig har været højlydt i sin kærlighed, har det undret mig, at netop dette forhold – fraværet af udtalt kærlighed – er blevet en slags trylleremse for en barndom præget af afsavn. Hvis de gamle ikke sagde det højt, så elskede de heller ikke. Punktum, QED, the end.

Sådan har jeg aldrig haft det. Selvom jeg hverken mindes min mor eller far erklære deres kærlighed til mig, fandt jeg aldrig anledning til at betvivle dens eksistens af den grund. Dels fordi jeg i mine egne barneøjne var bedårende, grænsende til det uimodståelige, og dels fordi jeg allerede dengang antog, at noget skulle være gået grueligt skævt, hvis forældre ikke elskede deres børn.

Måske skyldes mine manglende kvababbelser også, at vi i det hele taget er en påfaldende afdæmpet familie (særligt efter min mors død – hun var sammenlignet med os andre lidt af et sludrechatol). Alle mine kærester har haft behov for at italesætte denne forkærlighed for tavshed. Først har mine kærester troet, at de var uvelkomne, indtil de har indset, at hygge for os er at sidde fire forstummede mennesker om et bord.

Af samme grund var min første indskydelse også at afholde et par minutters tavshed, da det gik op for mig, at jeg er nødt til at holde tale til min søsters forestående bryllup. Med en død mor, en hjerneskadet far og en søster med handicap påhviler det mig at repræsentere den nærmeste familie. Folk tror fejlagtigt, at det falder skrivende og talende mennesker nemt at holde taler, men jeg har aldrig mestret disciplinen. Jeg stammer, jeg sveder, jeg taber tråden, og jeg gruer allerede for at blamere mig til min søsters bryllup.

Ideen om en fælles tavshed, en slags Langballernes mindehøjtidelighed, opgav jeg dog, trods alt, hurtigt. Det ville være for morbidt.

ORD MÅ DER ALTSÅ TIL, men hvilke? Helt i mine forældres ånd har jeg aldrig sagt til min søster, at jeg elsker hende, og helt i mine forældres ånd har jeg gjort det alligevel. Jeg tror ikke, hun har savnet, at nogen sagde det højt. Bare det at blive rost – en vane, jeg har tillagt mig i de seneste år, efter at min kæreste har lært mig, at det er en venlig ting at gøre – udløser hos min søster et mildt undrende blik efterfulgt (selvfølgelig) af en forundret stilhed. Hvad skal den slags flom til for, synes hun at tænke. Men jeg har selvfølgelig ikke spurgt.

Hun fortjener ellers meget ros. På mange måder er min søster familiens stjerne. Når folk spørger mig, om ikke min far er stolt af at have en datter, der udgiver bøger, svarer jeg altid, at det er han ikke, men han er stolt af at have en datter, der er sygeplejerske. Så lægger spørgeren som regel hovedet på skrå og kigger indgående på mig, men jeg er enig med min far: Vi er allesammen stolte af min søster. Alle med sundhedspersonale i familien vil vide, hvilken stolthed jeg snakker om. For os er anerkendelsen af sundhedsfaglige ikke bare noget, vi gør for at dulme vores egen dårlige samvittighed over at have et low-risk-high-reward kontorarbejde. Det er nøgtern observation af fakta. Det er min søster, der redder liv, gør en forskel, gør noget vigtigt. Det er min søster, der arbejder som fast nattevagt, selvom natarbejde øger risikoen for brystkræft, og nogle gange gør hende lidt skyggeagtig, selvom hun insisterer på, at hun sagtens kan klare sig med fire timers søvn. Det er min søster, der har sagt, at hvis man som sygeplejerske ikke en gang imellem græder ude på toilettet, så lyver man.

Det er også min søster, der trækker det tungeste læs, når det kommer til vores hjerneskadede far, der stadig bor i vores barndomshjem. Det er hende, der taler samme sprog som hjemmeplejen og forstår sig på medicinleveringer og pilleæsker, og så er hun helt gennemgående langt mere praktisk og handlekraftig end jeg. Hvis hun synes, at et træ skal fældes, så bliver det fældet – ikke noget med at konsultere en gartner eller sætte sig ind i, hvordan man håndterer en motorsav på forsvarlig vis. Når tændknappen er fundet, så kører bussen.

Det har ikke altid været sådan. Da vi var teenagere, var det omvendt: Hun sov, som om det var hende inderligt imod at være ved bevidsthed, mens jeg var den, der var gang i. Nu er jeg blevet forsigtig, mens hun har fået den der evne til at sætte sig igennem. Tage på soloferie, køre stærkt, få ordnet ting.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det skiftede. Jeg ved heller ikke, om skiftet egentlig har noget med mig at gøre. Det kan meget vel være en tilfældighed, at hun har udviklet sig i en retning, mens jeg har udviklet mig i den modsatte.

Men jeg ved alligevel, at den hårdførhed, som hun har tilegnet sig – som så mange andre storesøstre før hende – har tilladt noget i mig at forblive blødt. At være sammen med min søster er som at iklæde sig en brynje eller krybe ind i et sneglehus. Man er lidt bedre beskyttet i hendes selskab, selvom jeg ikke rigtigt ved, hvad det præcis er, hun er et værn imod. Måske simpelthen det at blive overmandet af livet?

Som De forhåbentlig fornemmer, har jeg ting på hjerte, når det kommer til min søster. Det er ikke dét, der er problemet, når talen skal holdes. Det er mere det, at der er så meget, der aldrig er blevet sagt højt før. I min familie har vi vist altid taget kærligheden for givet, fordi det kunne vi tillade os, og at udpege den er også at udpege noget, der tilsyneladende trives i det skjulte.

Men måske er tiden alligevel inde.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.