Borgerportræt. Søren Ulrik Thomsen besøger sin gamle rektor fra Rysensteen Gymnasium, Birthe Christensen, for at finde ud af, hvordan et københavnsk arbejderbarn blev en af velfærdsstatens omsorgsfulde pionerer.
Selvhjulpent søndagsbarn
Herlev Bibliotek lyste i novembermørket, da jeg sidste år ankom til en forfatteraften, hvor Dorthe Nors og jeg skulle optræde, og allerede på vej op til scenen fik jeg øje på en person, jeg aldrig har glemt og straks kunne genkende, selvom det nu er 47 år siden, jeg som elev i 1. g så hende sidst. »Jeg er søndagsbarn, for jeg er født på en søndag, og min 95-års fødselsdag falder også på en søndag,« fortalte Birthe Christensen, der fra 1970 og 24 år frem var en legendarisk rektor på Rysensteen Gymnasium, hvor den klejne kvinde med skævt smil, tykke briller og gerne iført cerut og ternet habitjakke gjorde stort indtryk på alle, der mødte hende.
Smilet og jakken er på plads, da jeg kort før den halvrunde fødselsdag, ledsaget af to lærere fra Rysensteen, møder hende i huset i Herlev, hvor hun har boet i mere end et halvt århundrede, men brillerne er lagt til side, for hun kan alligevel kun se »med det halve af det højre øje«, som hun siger. Og da også hørelsen er så dårlig, at et egentligt interview med spørgsmål og svar bliver vanskeligt, beslutter jeg mest bare at lytte til den gamle dame fortælle på et herligt ærkekøbenhavnsk, som jeg ikke har hørt talt i umindelige tider, men her klinger helt intakt trods klasserejsen fra arbejderbarn til akademiker i ledende stilling.
Del:
