Kulturarv. Københavns brune værtshuse er en uddøende race, og om føje år er de omdannet til røgfri hipsterkaffebarer. Så tag med Weekendavisen på kulturhistorisk knejpecrawl.
Den brune omsorg
Døren binder lidt, bartenderen kigger op og tørrer glassene færdigt i viskestykket med professionelle vip i albuen. Papa Bue på anlægget blandes med varierende grader af C2H6O-forgiftet snak. Blå søjler af røg stiger fra alle små borde. Tre iskolde Hof uden glas og fem kroner tilbage på en halvtredser langes over baren, og barstolenes faste ryttere drejer sig halvt i sadlen. Vittige bemærkninger returneres lige så rapt, man modtager dem: Man er stemplet ind. Det ovale bord er ledigt, og man glider ind på egetræsbænken, hvis sæde er blankpoleret gennem sekler af henfarne drukkenboltes og tørstige skønånders bagdele.
Køen rammer rent ind i billardkuglerne, som spredes med klik og dunk i siderummet. Christian 10. og dronning Alexandrines kontrafej skotter overbærende til malerier af skæbnesvangre damer og plakatkunst på det røde velourtapet med nikotinstriber. Varmen spredes i kinden og brystet, når øllet siver gennem mavesækken og ind i blodbanerne. Det første hiv af den stærke cigaret laver sin lilletrommehvirvel i hjernen, mens man kigger sig omkring. Jovist, nu er man hjemme igen. Hjemme ude. Åben for at vekselvirke med andre slags københavnere i offentlig gensidig omsorg.
Del: