1. Den oversete impressionist

De kender nok Degas’ danserinder og vaskekoner, Manets chikke pariserinder, Monets paraplydamer og Renoirs spadserende kvinder ved stranden. Men hvad med Caillebotte? Nej, vel. Til trods for, at han var med til at arrangere adskillige impressionistiske udstillinger og selv frembragte over 150 fremragende værker, stod Gustave Caillebotte i skyggen for strømningens kendteste koryfæer. Til trods for, at han i motiver, komposition og teknik ikke stod tilbage for sine samtidige.

I dag sætter Musée d’Orsay fokus på Caillebotte og særligt hans mandeportrætter (utvivlsomt et lille svirp i de talrige udstillinger om »glemte kvinder«). Og her kan man ved selvsyn lade sig betage af hans kolossale talent. Fra mesterværket Parketafhøvlerne (1875), der afbilder tre svedende mænd i bar overkrop, som bearbejder parkettet i en lys herskabslejlighed, til vovede tableauer af nøgne mænd, der gør deres morgentoilette. Særligt iøjnespringende er hans uortodokse kompositioner og »beskæringer«, der til tider synes lige så tilfældige, som de er rasende moderne. Det samme gælder hans centrale motiver, idet han ofte lader forgrunden og det perspektiviske centrum fylde af personer med ryggen til publikum. Bedst illustreret ved Ung mand ved vinduet (1876): en ung mand med hænderne i lommen på den mørke habit, som står med ryggen til og spejder formålsløst ud ad vinduet, hvor en hestevogn kører forbi i det fjerne. Hverdagsagtigt og gådefuldt dragende.