Jeg tror, det er tre sammenfaldende begivenheder, der gør, at hun ikke længere genkender mig. »Hun« er min kat Dagmar, som bor hjemme hos min far på Fyn. Jeg fik hende, da jeg stadig boede hjemme, men det har aldrig været på tale, at hun skulle flytte med mig. Dagmar er en udekat, hun hører til på matriklen, hun har et territorium, som hun i en alder af 14 år stadig forsvarer ihærdigt. Min kæreste og jeg har anskaffet os en anden kat i København, en indekat.

Men Dagmar er stadig den kat, der er mest min. Når jeg ser hende, tænker jeg, hver gang, uden undtagelse: »Du er den smukkeste kat i verden.« Det er fjollet. Det ved jeg godt.