Invasion. Tavshed var guld i den første film om lydhøre aliens. I toeren er den en tvivlsom valuta.
Overlevelsestips
I 2018 kom A Quiet Place ud af intet som en stor overraskelse. John Krasinskis film brugte to slidte troper fra sci-fi-landskabet, invasion og praktisk overlevelse, der har været nært forbundne, siden H.G. Wells skrev Klodernes Kamp i 1897. Men Krasinski havde én ny idé: De fremmede væsener gik efter lyden, så det gjaldt om at være stille. Det var fantastisk at sidde i biografen. Der plejer at være puslen. Nu var publikum med i en stor stilleleg.
Fortsættelsen nåede lige at få amerikansk biografpremiere i marts 2020. Så blev alt lukket ned under pandemien. A Quiet Place 2 har stået øverst på genåbningslisten sammen med James Bond-filmen No Time to Die. Begge har næsten for meget at leve op til. De blev skabt i en selvsikker overskudsverden. Nu skal de genrejse glæden ved film og bære branchens økonomi.
Del: