Copenhagen Pride Week er i gang. Skal man læse én tekst i den anledning, må det være interviewet med forfatter Glenn Bech, der blev bragt i nærværende avis i sidste uge.

I interviewet kunne forfatteren blandt andet slå hul på »mangfoldighedsutopien om, at alle bare sameksisterer på Nørrebro«. Hvis Nørrebro for nogle er den bedste københavnske bydel, er den det ingenlunde »for to mænd, der holder i hånd«. Han fortæller, at han så godt som udelukkende oplever homofobi fra unge drenge i grupper, »og 75-80 procent af dem er fra unge med mellemøstlig baggrund«.

For undertegnede, en homoseksuel mand med mellemøstlig baggrund, ringer der en klokke ved læsningen af interviewet. Bech har fat i noget, og hans erfaring illustrerer, at det fortfarende kniber med tolerancen over for seksuelle minoriteter hertillands. Der er med andre ord masser at tage fat på til årets pride.

Men man skal næppe forvente at se bannere i protest mod den form for diskrimination af homoseksuelle, for som Bech sagde i interviewet:

»Det er en selvfølgelighed i lgbt-miljøet, at ens seksualitet skal diktere ens værdier og politiske ståsted,« skriver Sami Kleit i en kommentar. Foto: Emil Helms, Scanpix
»Det er en selvfølgelighed i lgbt-miljøet, at ens seksualitet skal diktere ens værdier og politiske ståsted,« skriver Sami Kleit i en kommentar. Foto: Emil Helms, Scanpix Ritzau Scanpix

»Det er elefanten i rummet, det er Voldemort. Det må endelig ikke handle om kultur og religion.«

Det kommer det med garanti heller ikke til at gøre ved årets pride. For i stedet for at være den demonstration for udsatte minoriteter og modkulturelle bevægelse, som en prideparade skal være, har Copenhagen Pride de seneste år snarere udviklet sig til ideologisk laboratorium for de bedrestillede middelklassequeers, der synes forhippede på at gøre karriere som filosofiske dilettanter.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

DET BØR GIVE anledning til dyb bekymring, at priden er blevet så ideologiseret, som den er. Når Copenhagen Pride er sluppet afsted med det, skyldes det formentlig, at de ideologiske gevandter, man har iklædt pridebevægelsen, for tiden er ret fashionable.

Men den slags skal man være varsom med. Den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand, som Kierkegaard skrev. Tidligere i år bad Copenhagen Pride samtlige sponsorer svare på, hvordan de forholdt sig til krigen mellem Israel og Hamas. Var svaret ikke tilfredsstillende – det vil sige propalæstinensisk – så kunne de godt pakke deres habengut, lød meldingen fra Copenhagen Pride.

Det gjorde de så, og nu har Copenhagen Pride mistet næsten hver anden sponsor og sin politiske chef.

I stedet for at reflektere over dette ret så tåkrummende stunt og forsøge at udbedre skaderne – hvilket givetvis ville indebære en nuancering af hele Israel-Palæstina-balladen og gøre en masse muslimer sure – har man dog blot opfordret til, at medarbejderne hos de nu forhenværende samarbejdspartnere alligevel går med i paraden.

Det handler til dels om en berøringsangst over for muslimer, som Glenn Bech påpegede i interviewet. Men organisationens ageren er i lige så høj grad et udtryk for det, man kunne kalde lgbt-miljøets »konformitetskrav«.

Denne »med os eller imod os«-attitude er nemlig hverdagskost i miljøet. Det forventes – hvis ellers man vil være en del af fællesskabet – at man bekender sig til det intersektionelle, feministiske og venstreorienterede credo. Afvigere, som for eksempel borgerlige, religiøse (muslimer undtaget) eller folk, der skriver for et medie som Weekendavisen (gys!), havner hurtigt ude i kulden.

Det er ganske enkelt en selvfølgelighed i lgbt-miljøet, at ens seksualitet skal diktere ens værdier og politiske ståsted. Er man homoseksuel, er man også progressiv og venstreorienteret – og for tiden ekstra propalæstinensisk. Selvsamme konformitet hersker i Copenhagen Pride, der formentlig ikke havde fantasi til at forestille sig, at nogen ville sige fra over for meningspolitiet, fordi der i lgbt-miljøet så sjældent bliver sagt fra.

Det er alt sammen dybest set et udtryk for, at pridebevægelsen har sejret sig selv ihjel. Hvilket omvendt betyder, at der er sket fremskridt. Så er det bare ærgerligt for de to mænd på Nørrebro, der stadig ikke kan holde i hånd. Det vil de heller ikke kunne efter paraden på lørdag.

ANDRE LYTTER TIL