Pssst! Der blev klappet taktfast i 20 minutter, da balletgeniet John Neumeier forleden tog afsked med sine dansere og sit publikum.
Neumeiers farvel
I søndags stemplede balletchef John Neumeier endegyldigt ud efter enestående 51 år på posten som kunstnerisk leder og chefkoreograf for Hamburg Balletten ved den overdådige seks timers Nijinsky-Gala med 20 minutters stående, taktfaste ovationer og hyldet med alle dansernes blomsterbuketter. Med Neumeier som konferencier har gallaen i 49 år været det afsluttende højdepunkt for den årlige tougers festival Ballett-Tage, som hver gang har været en overdådig opvisning af samtlige forestillinger fra den forgangne sæson, suppleret af et internationalt gæstespil – i år med Birmingham Royal Ballets heavy metal-forestilling, Black Sabbath – The Ballet.
Uden slinger i valsen åbnede den nu 85-årige John Neumeier festivalen med endnu en urpremiere på en helaftensballet, denne gang med den sigende titel Epilog. Anderledes end det selvbiografiske, værkorienterede The World of John Neumeier, som gæstede Tivolis Koncertsal i maj, var Epilog mere en koreografisk kortlægning af Neumeiers personlige kampe, hans psyke og udvikling som en rejse ind i dansens verden, hvor han igennem sin kunst fandt udtryk for forskellige aspekter af sin kærlighed, sin homoseksualitet og spiritualitet set fra koreografens stol i balletsalen. Nærmest som en nøgle til forståelse af Neumeiers samlede opus.
Del:


