Band aid. For 25 år siden fik Cameron Crowes film Almost Famous alle til at længes efter at komme på turné med et fiktivt rockband. I dag minder den os om, at musikjournalistikken er blevet for blød.
Næsten cool

Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen. fotos fra filmen: Neal Preston
En udbredt anklage mod den musik, der er skabt i vores årtusinde, er, at den har været uanstændigt optaget af fortiden. TV-2s kolde 80er-synths vandrede videre til The Minds of 99, Fleetwood Macs bløde 70er-sangskrivning dukkede op hos eee gee, i udlandet havde The Weeknd og Harry Styles succes med hver sin omskrivning af A-has »Take on Me«, 90er-house blev trendy igen, Bruno Mars’ Motown-pastiche var overalt, discostrygerne vendte tilbage, det samme gjorde neosoul, glam, vinyler, kassettebånd, alt var genbrug, og plagen fik et navn: retromani.
De sidste 25 års musikhistorie er langt mere nuanceret end som så, men det bagudvendte blik har afgjort sat sit præg på vores musikkultur. Så hvorfor er vi så optagede af at kigge tilbage? Det er den 68-årige amerikanske filminstruktør Cameron Crowe en af de bedste til at give et svar på. I hans erindringer, The Uncool: A Memoir, der udkom for nylig, sidder vi på et tidspunkt i en 28-årig Crowes dagligstue i 1985. Ud over den på det tidspunkt allerede pensionerede stjerneskribent for musikmagasinet Rolling Stone – Crowe blev den modkulturelle udgivelses yngste journalist som bare 15-årig, det er den historie, han senere skildrede i coming-of-age-musikfilmen Almost Famous – sidder kun én anden mand i stuen: Bob Dylan.
Del:



