Næste runde

Den sidste runde fødselsdag var lidt svær. Altså, festen var god, mange venner klemt ind i den lejlighed, der havde lagt vægge til livligt liv i 20erne og 30erne. Vi røg indenfor, der var endda en røgmaskine, som skabte lidt ekstra stemning og fremkaldte vanvittige hyl fra opgangens røgalarm.

Jeg lærte en vigtig lektie: Hold altid fest, hvis muligt, selvom tidens tand er det sidste i verden, du har lyst til at tænke på, endog fejre. Men: Du fortryder ikke en god fest, mindet om den virker altid, når dagene føles som grå suppe, og batteriet i røgalarmen skal skiftes.

40 føltes bare virkelig tungt, ikke mindst fordi min krop var ved at blive lettet for æg, og jeg ikke havde fået børn. Alt syntes at handle om reproduktion eller ej, og hjerte, lunge, lever blev belastet på hver sin måde af grublerierne. Romantiske forviklinger, cigaretter og drinks er selvfølgelig en måde at holde sig slank på, men det har en høj pris, selvom jeg indrømmer, at jeg savner at hoppe i de små størrelser i genbrugsbutikken.

Jeg forstår ikke, hvor de sidste ti år blev af, og jeg forstår slet ikke, hvordan jeg blev den midaldrende kvinde, der faktisk siger den slags højt. Til gengæld forstår jeg endelig de ældre venner og familiemedlemmer, der sagde, at de stadig følte sig unge. Altså, det gør jeg ikke, og slet ikke, når jeg ser unge mennesker i upraktiske sko. Men 50, alligevel? Jeg husker jo de piberygende 50-årige fra min barndom – hvor jeg voksede op, var det både kvinder og mænd – og jeg husker stivbenet fjolledans og Beatles-fællessang, når der var fest. Er det virkelig mig og mine flotte, smidige venner?

Nej, det er i hvert fald ikke mig. Jeg går til dans på aftenskole med en masse kvinder, flere er jævnaldrende med mig, mange er ældre, og det er tydeligt, at rytme og holdning ikke har noget med alder at gøre. Jeg har stadig meget at lære, blandt andet hvad angår koordination og forskellen på højre og venstre, og det til trods for, at jeg de fleste dage ser mig selv som Madonna i videoen til »Hung Up« fra 2005; det er den, hvor hun vrider sig iført gymnastikdragt og høje hæle.

ELLER NEJ, jeg tror, jeg er Cher, fordi Cher ser ud til at have det lidt sjovere og friere i dag end Madonna. Jeg mener, så De hende ved den fest, som det amerikanske satireprogram Saturday Night Live holdt i anledning af sin 50-års fødselsdag? Hun sang »If I Could Turn Back Time« i samme Kraka-outfit, påklædt men afklædt, som i den oprindelige video fra 1989. Dengang syntes vi, at det var vildt, at hun var 43, nu er hun 78, og jeg forstår, hvorfor Kevin Costner, der var blandt publikum, bogstavelig talt måtte holde fast om sit hoved. Selvfølgelig er det også sjovt, at det er netop det nummer, Cher optræder med, når nu hun er sin helt egen tidløse kategori.

Jeg har netop læst første bind i multitalentets selvbiografi, Cher: The Memoir, hvor der i øvrigt kun står fem ord på den ene flaptekst, nemlig »Cher er et globalt ikon«. Undervejs tog jeg billeder af flere af sætningerne, så jeg kunne huske hendes guldkorn, og alle de gange, hun bobbede op til overfladen som den mest velklædte af- og påklædte korkprop i pophistorien.

Det er helt sikkert et alderstegn at læse opbyggelige biografier om og af helte og heltinder fra barndom og ungdom, en anden, jeg virkelig vil anbefale, er Over the Rainbow: Tales from an Unexpected Year af Alex James, bassist i Blur. James skriver om bandets seneste plade, turné og længslen efter at skabe en kæmpe bølgechips, der vil egne sig som spiselig tallerken til ost. Det hele giver rørende mening, fordi han er så sulten efter både ny musik, ny ost og nye oplevelser. Også her tog jeg noter, for Over the Rainbow virker som en opskrift på både livsappetit og livsduelighed.

MEN JA, den sidste runde fødselsdag var vanskelig, det var noget med et øje i det høje eller et andet sted, der fulgte med og satte spørgsmålstegn ved cirka alting: Var det okay at vælge et andet liv end det, langt de fleste lever? Inden 40 kunne jeg nå at fortryde det meste, men nu, for første gang i mit privilegerede liv, indså jeg, at der var beslutninger, der ville afstedkomme savn og afsavn; beslutninger, som aldrig kunne gøres om.

Denne runde er anderledes. Det viser sig, at der er lettelse og frihed forbundet med at være forbi den fødedygtige alder. Selvfølgelig kan det også være ensomt at være uden for familierne, selvfølgelig er livet ikke uden tvivl og fortrydelse. Samtidig er det også bare sådan, det er, sådan, det blev, og det er også okay. Øjet i det høje, som jo nok især tilhørte mig selv, er mindre på arbejde, nu nyder øjet faktisk at lukke i og tage en lur engang imellem.

Tiden går stadig for hurtigt, men omvendt er det også fint med en følelse af, at der er mindre tid at spilde, og at noget af den dyrebare tid skal gå med at se på de fugle, der lander på altanen, især er den lille grønirisk altid en nuttet gæst.

Mit yngre jeg ville helt sikkert være død af cringe, hvis hun så, jeg skrev så inderligt og uden ironi om livets små glæder. Hun ville helt sikkert også finde det voldsomt kikset, at jeg bruger ord som cringe. Den snart 50-årige version føler ærlig talt også en smule ubehag ved det, det er jo virkelig ikke cool.

Men pyt, det er her, vi er, og det er rart at være her. Jeg glæder mig til min fødselsdag, og jeg ønsker mig ikke en pibe.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.