Surmuleri. Voksne mennesker er mindre tilfredse med livet end unge og ældre. De er sværere at begejstre og lettere at irritere. Er der en vej ud af surheden?
De gnavne år
Da jeg voksede op i en i øvrigt rimelig harmonisk og lykkelig barndom i en forstad til Aarhus, var der et livsvilkår, jeg var mig helt bevidst: mine forældres grad af surhed og dens karakteristika. Min far var lidt sur meget af tiden, ikke rasende, mere sådan lidt irritabel og ulmende. Min mor var sjældnere sur, men til gengæld mere eksplosiv og rasende, når hun så var det.
Det var ikke unikt, og mine forældre var også kærlige, omsorgsfulde og alt det andet ind imellem. Men voksne var sure en ret god del af tiden. Også i stort set alle andre hjem, man kom i, skoler, institutioner og aarhusianske bybusser; gnavne, irritable, opfarende. Som barn var det ikke decideret usædvanligt at diskutere, hvordan ens forældre var sure, at sammenligne dem som bilkort; acceleration i vreden, udholdenhed i surheden, særlig mærkværdige ting, der sendte dem op i det røde felt. Med en slags bevidsthed om, at man da helt sikkert var lidt irriterende nogle gange, men alligevel.
Del:
