Gudenektar. Engang var græsk vin associeret med industri-retsina, som kun kunne glide ned, hvis man i forvejen var beruset af stemningen. Men nu byder Grækenland på et af Europas mest spændende vinkort.
Når Zeus modner druerne
De fleste har prøvet det: det velkendte fænomen med en betagelse af lokal retsina – og potentielt også en ferieflirt – under rejsen sydpå. Og så skuffelsen ved at nyde selvsamme drue – og eventuelt også den importerede ferieflirt – under helt andre omstændigheder. Det er det, vi taler om. Retsina uden flirt og udsigt til Middelhav bliver trist som Peter Bangs Vej i pisregn for nu at bruge Søren Ulrik Thomsens malende udtryk. Magien er forduftet. Der er visse ting, der ikke skal nydes uden for deres naturlige habitat. Nogle vine – og romancer – tåler ligesom bare ikke hverdagens indblanding.
Den retsina, de fleste af os kender fra ferier i Grækenland, kræver middelhavsmagi for at glide ned. »Retsina af dårlig kvalitet var formentlig det sidste søm i kisten for græsk vin i 1970erne og derefter,« skriver Konstantinos Lazarakis, den første græske Master of Wine og forfatter til bogen The Wines of Greece. Store mængder harpiks blev tilsat for at kamuflere vin af virkelig ringe kvalitet i industrien. Men sådan behøver det ikke være. Lazarakis skriver, at selv om det kunne synes som en vanvittig idé, så var der nogle seriøse vinmagere, som satte sig for at redde retsinaens omdømme. Deres vine er eksempler på, at udsøgt retsina ikke behøver være en selvmodsigelse.
Del:
