»Nu græder vi ikke mere. Det er, som det er. Sådan er det,« siger moster Tut (Iben Hjejle) myndigt fra sin seng på hospice i Hella Joofs Nøjsomheden, mens hun klapper sin tudende, svigefulde narkodealersøns hånd. Livet er hardcore, verden urimelig, ens nærmeste kan opføre sig som kæmpestore idioter, der nægter at komme på besøg eller tage telefonen, selvom man alt for ung ligger her og dør af kræft. Men så er det altså heller ikke værre.

Mon ikke det netop er den tuttede tilgang til livet, som Hella Joof kan identificere sig med og er blevet så draget af ved Stine Askovs socialrealistisk heftige, men fortællemæssigt lette, romanforlæg. Man skal altid gøre noget ved det, man rent faktisk kan gøre noget ved, tænker én som Tut og én som Joof. Og det er ret meget. Og så skal man ellers få det bedste ud af resten.