Med ganske få undtagelser har dansk musik siden indgangen til 2010erne været en individuel sport. Årsagen kender vi: Rocken har mistet terræn, boybands og pigegrupper er forsvundet, og de sociale mediers opblomstring har fremmet et fokus på jeget. Så mens vi stadig i 00erne lyttede til bands som Kashmir, Alphabeat og Nephew, har det været solister som Gilli og Tobias Rahim, der har sat dagsordenen de sidste godt ti år. Som frie agenter har solisterne samarbejdet med alt og alle på den danske hitliste for at holde sig aktuelle året rundt, men de midlertidige fællesskaber, der er opstået ad den vej, har altid hvilet på en fælles forståelse af, at det personlige er produktet. Derfor var det sigende, at Lukas Graham, der egentlig er et band, tog forsangerens – og hans irske fars – navn, da de i 2012 udgav deres debutalbum; 10ernes mest succesfulde danske gruppe havde i realiteten ikke et bandnavn.

Så meget desto mere opsigtsvækkende var udviklingen i dansk musik sidste år. For mens den stadig kun 21-årige Annika fortsatte med at afvikle mange års mandlig dominans på hitlisten, brød den jævnaldrende kvartet APHACA en anden mur ned: Tilsyneladende ud af ingenting var et band – og med lidt god vilje et rockband – tilbage i centrum af vores musikkultur. Tilmed et band, der meget direkte sang om værdien af fællesskab og i sommermånederne tilbragte seks uger som nummer et på hitlisten med en stille hymne, der drømte om »en verden, der elsker at elskes«.