Freewheelin'. Santo Palato er Roms mest hypede nyere restaurant, og det er lykkedes Martin Kongstad at få bord, men inden da må han rundt om mere traditionelle steder og en fattigfin tagterrasse og lære at præsentere sig selv attraktivt.
Man kan ikke spise pasta til Bob Dylan
De fem præster bag mig griner sig rødkindede gennem endnu en flaske Frascati.
Massimo hentede mig i lufthavnen og kørte direkte til frokost på La Pollarola i det lille helle bag Campo dei Fiori, og den kølige forret med kartoffel, skiver af blækspruttearm, bladselleri, citron og olivenolie er et elegant forsvar for dét traditionelle romerske køkken, som jeg atter har sat mig for at udfordre, og denne gang seriøst, for om to dage er det lykkedes at få bord på Santo Palato, neo-trattoria nummer et, hvis reformerede trippa (komave) i tomatsauce fik anmelderen fra New York Times op i det poetiske sprog, væltede bookingsystemet og gjorde den unge køkkenchef Sarah Cicolini fra Abruzzo til yndling på den moderne madscene.
Del:
